(Last Updated On: 9. juli 2015)

Instruktør og forfatter Mikkel Starup fra Klippinge er midtvejs i sit filmprojekt om Elverkongen. For at nå helt i mål med filmen har han dog brug for et økonomisk tilskud

Elverhøj

På optagelse ved Elverhøj. (Foto: Privatfoto)

STEVNS: De seneste måneder har der været filmoptagelser i gang flere steder på Stevns. Det er den lokalt bosiddende forfatter, Mikkel Starup fra Klippinge, der for en stund er blevet filminstruktør. Siden februar har han sammen med skuespillere og et filmhold været rundt omkring på Stevns for at skyde alle de udendørs scener til kortfilmen ”Elverkongen – når det indre springer ud”.

Ifølge et gammelt sagn regerer Elverkongen på Stevns, og i kortfilmen følger man den unge kvinde Agnete – spillet af Line Fisker Nielsen – i et døgn, hvor hun rejser i sagnkongens fodspor.

Agnete pjækker for en dag for at søge efter Elverkongen, og turen fører hende blandt andet til Stevns Klint, Elverhøjgård, kælderen under Gjorslev Gods, Junkerstenen, Sankt Katharina kirke og selvfølgelig Elverhøj.

Slutningen mangler
Nu er holdet halvvejs med filmprojektet, og selvom det er lykkes at færdiggøre de udendørs optagelser for meget få midler – og med stor hjælp og opbakning fra lokalområdet – mangler der 50.000 kroner til at komme helt i mål.

Det er de indendørs scener på Gjorslev Gods, Klippinge musikhus og i Sankt Katharina kirken, der mangler for at færdiggøre filmen. Det er her, flere af filmens centrale scener skal spilles. Og det er også her, at scenerne med den mandlige hovedrolle, Elverkongen, skal spilles – af en kendt, dansk skuespiller, som instruktøren dog ikke ønsker at oplyse navnet på, før kontrakten er endeligt forhandlet på plads og underskrevet.

Derfor har Mikkel Starup startet en såkaldt crowdfunding på kickstarter.com, som er en relativt ny form for fundraising, hvor man ved hjælp af sit netværk rejser penge til sine projekter og gode idéer. Indsamlingen løber i knap 40 dage endnu, og lykkes det at indsamle et fornuftigt beløb, forventer instruktøren at filme de resterende scener i august og klippe filmen færdig i oktober og november. Premieredatoen bliver formentlig i maj 2016.

Man er også velkommen til at kontakte Mikkel Starup på hans e-mail: starup@private.dk eller telefon: 61416508. Alle donationer modtages med stor taknemmelighed.
rmh

Læs mere om det lokale filmprojekt i lørdagens udgave af Stevnsbladet.

Sådan støtter du “Elverkongen – når det indre springer ud”:
www.kickstarter.com/projects/558431232/elverkongen-hvad-sker-der-nar-man-vkker-en-gud?ref=city kan man donere forskellige pengebeløb til det lokale filmprojekt, fra 50 kroner og op.

På siden kan man også se billeder, trailer til filmen og læse om projektet.

Og man får noget igen. Afhængig af beløbets størrelse får man som tak for eksempel filmen på dvd, billetter til forpremiere i Snurretoppen, middag i Tinghuset eller filmplakaten – som er tegnet af kunstmaler og illustrator Per Oluf Jørgensen, der har tegnet forsiderne til de danske udgaver af Harry Potter-bøgerne.

Der findes også en facebook side med navnet ”Elverkongen”.

Skriv en kommentar