(Last Updated On: 17. juni 2019)

Den varme og tørre sommer sidste år betød, at der ikke kom ild i Sankt Hans bålene. Det kommer der til gengæld i år, hvor vejret er tilbage i ’normal’. Her et arkivfoto af et Sankt Hans bål hos spejderne i Karise. (Privatfoto)

Sankt Hans bål: På søndag den 23. juni er det Sankt Hans aften, en aften der fejres med bål, taler og fællessang mange steder i landet, også her på Stevns.

I nord kan man blandt andet fejre Sankt Hans i Bådklubben Ege på Kystvejen 45. Her er der mulighed for at købe drikkevarer og grillmad fra kl. 18. Musikken spiller op til dans, mens borgmester Anette Mortensen (V) holder årets båltale. Aftenen slutter med et brag af et festfyrværkeri.

En anden mulighed er det traditionsrige bål i Solgårdsparken. Her kan der også købes drikkevarer, og så bliver der tændt op i grillene, så den medbragte mad kan tilberedes fra kl. 18.30. Bålet tændes kl. 21.30

På Karl af Rises Vej 12 i Karise inviterer KFUM spejderne til Sankt Hans fra kl. 18. Der kan købes grillmad og kolde drikke, samt kaffe og kage ved spejderhuset. Kl. 20 er der båltale ved spejder gennem mange år, John E. Hansen, hvorefter bålet tændes, og så skal Midsommervisen synges. Der lyder fra spejderne et stort tak til sponsorerne for gaver til tombolaen; overskuddet herfra går til sommerlejren.

I Hårlev bliver Sankt Hans festen holdt i Byskoven, hvor formanden for Hårlev Borger- og Erhvervsforening, Johnny Andersen åbner festlighederne kl. 18. Hoppeborg, musik og båltale ved viceborgmester Steen S. Hansen (S) er der også sørget for inden bålet tændes kl. 20.45. Og så er det muligt at få slukket tørsten og sulten, idet der sælges grill, øl, vand og vin fra salgsvognen.

Forsamlingshuset og grundejerforeningen i Sigerslev sørger for båltænding i Sigerslev Mose. Det er kl. 21, og båltalen holdes af sognepræst Ingrid N. Salinas. Og på Grønningen i Holtug bliver bålet ligeledes tændt.

Også folkekirkerne på Stevns fejrer Sankt Hans, bl.a. i Endeslev, Havnelev, Hellested og Hårlev.

Endelig er det ellers aflyste bålarrangement i Rødvig genopstået med anden tovholder. Det kan man læse mere om her.
rmh

Skriv en kommentar