(Last Updated On: 21. juni 2021)

Store Heddinge: Det har været længe undervejs, men efter mere end syv års pause er alle flaghullerne i Store Heddinge midtby nu atter ved at være genetableret.

Den lange ventetid har kun gjort glæden større, og den gode begivenhed blev derfor fejret på Valdemarsdag den 15. juni. Det skete på Nytorv ved et lille arrangement med både gaver, taler, lagkage og ikke mindre end 106 Dannebrog hejst til tops i flere af gaderne i Store Heddinge midtby.

Se billedserien: 1. Formanden for Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening, Bo Drews (tv) fik flag fra Ib Ketler (mf) fra Danmarks-Samfundets Hovedorganisation, og videregav dem straks til Preben Kosiara (th), fra den lokale afdeling af Danmarks-Samfundet. 2. Der var blomster og gaver fra Handelsstandsforeningen, her overrakt af Bo Drews Henriksen (tv) til Søren K. Hansen (mf) og Søren Hansen (tv), som har brugt deres fritid på at genetablere de manglende flaghuller. 3. Nogle af de frivillige, som sørger for at flagstænger og flag kommer op i byen ved særlige lejligheder. 4. En Valdemarsdag på Nytorv i Store Heddinge, med blå himmel og Dannebrog, sommersol og sommerblomster. 5. Lagkage i Dannebrogmønster med kridhvidt flødeskum og solmodne røde jordbær. 6. Bo Drews (tv) og Ib Ketler. 7. Ib Ketler (tv) og Preben Kosiara. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

 

 

At der skulle gå så lang tid har aldrig været meningen, men en retslig tvist om belægningen i Algade, som i 2013 stod færdigrenoveret, satte opgaven med at få genetableret nogle af flaghullerne på pause.

– Det har været en lang periode, der mildest talt har været op af bakke, men da der først blevet givet grønt lys til at få genetableret flaghullerne, gik det meget stærkt. Stevns Kommune har været meget hjælpsomme, og der er kun gået et par måneder fra tilladelsen blev givet til, at arbejdet nu næsten er færdigt, sagde en glad formand for Store Heddinge Handelsstandsforening, Bo Drew Henriksen.

Det er handelsstandsforeningen, der ejer flag og flagstænger, mens den lokale afdeling af Danmarks-Samfundet sørger for, at flagene bliver sat op i byen på de officielle flagdage, til By Night-arrangementerne og når byens unge bliver konfirmeret i Sankt Katharina Kirke.

Taknemmelig var handelsstandsformanden også over for entreprenør og autoriseret kloakmester Søren K. Hansen fra Rødvig og hans to ansatte Søren Hansen – der på grund af navnesammenfaldet med chefen er bedre kendt som Dr. Hansen – og Henrik Vestergaard, som har brugt fire fredag eftermiddage og nogle lørdage på at få genskabt de manglende huller til foreningens flagstænger.

De to x Søren kiggede forbi til fejringen, hvor de fik overrakt fine buketter fra Monas Blomster og gavekurve, fulde af lækkerier doneret af butikkerne i Algade som tak for deres frivillige arbejde.
Der var også deltagelse fra Ib Ketler fra Danmarks-Samfundets landsledelse, som havde gaver med til byen: 20 nye flag. Grundet leveringsforsinkelser bliver de nye flag efterleveret til Preben Kosiara fra lokalafdelingen af Danmarks-Samfundet.

Preben Kosiara – som for øvrigt havde fødselsdag – og flere andre af de frivillige fra den lokale afdeling af Danmarks-Samfundet var også mødt op og kunne nyde et velfortjent stykke af den Dannebrog-pyntede lagkage. Seks frivillige havde tidligere på dagens sørget for, at de 106 flagstænger og flag blev sat op. Det er en opgave, der tager cirka en times tid, hhv. morgen og aften, oplyser de frivillige, som håber, at nye og yngre kræfter snart melder sig til arbejdet.
rmh

Valdemarsdag

Valdemarsdag blev indført i 1912 for at mindes den dag i 1219, hvor Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland, hvor den danske konge Valdemar Sejr kæmpede mod esterne i slaget ved Lyndanisse.

Skriv en kommentar