(Last Updated On: 20. april 2020)

Krisen kradser for store dele af erhvervslivet og særligt turismebranchen. Påsken er for mange stevnske turismevirksomheder starten på en ny sæson, med høj omsætning, en masse bookninger og glødende telefoner. Det udebliver – for øjeblikket.

Men på Stevns kommer vi igen, og det gør turisterne også. Alt i mens lockdown har holdt danskerne hjemme fra job, har det givet mange lysten til at drage ud i den stevnske natur og kulturlandskab. På de digitale medier har vi oplevet en markant stigning i brugen af #stevnsklint – otte gange så meget som normalt. En hypotese, som underbygges af flere historier om, at der var for mange besøgende på flere af de stevnske perler. Og der er plads til alle – så længe vi i disse tider holder god afstand.

Jeg tror på, at Stevns er et af de foretrukne steder, som danskerne rejser til og besøger, når de skal holde hjemme-sommer.

Lad den massive interesse for vores smukke klint, unikke lokalmiljøer og autentiske oplevelser være løftestang for, at vi og vores turismevirksomheder kommer bedst mulig gennem krisen. Og lad os sammen hjælpe vores turismeaktører med at fortælle og dele de gode oplevelser der – sammen med sommeren – venter lige rundt om hjørnet.

En ydre fjende er altid god til at skabe sammenhold og lad os udbygge det momentum, at danskerne farter til Stevns, når de ønsker at være sammen med deres allernærmeste.

Mikkel Lundemann Rasmussen
Kommunalbestyrelsesmedlem, Det Konservative Folkeparti
Formand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme (AET)

Skriv en kommentar