(Last Updated On: 9. august 2022)

Limelight Boardsport Club har investeret i et kæmpe-sup-board, hvor der er plads til »alle«. Det kom på vandet under Aktiv sommer. (Foto: Erik Nielsen)

Rødvig: Vejret var strålende fra morgenstunden med solen som den totalt dominerende ingrediens på himlen, da LimeLight BoardSport Club i forrige uge afholdt Aktiv Sommer.

Om torsdagen havde 10 børn fundet vej til containeren med board-sportsudstyr og Limelights nye klubhus i den østligste gavlende af fiskerihavnens røde hal.

– Det er rigtig sjovt, og jeg kunne da godt tænke mig at komme til at prøve det igen, lød det fra en af deltagerne: Liva, som bor i Rødvig og derfor ikke har så langt til stranden.

Børnene havde været med til at hente klubbens nyindkøbte kæmpe-sup-board (stand up paddle) i klubhuset. Et board de alle kunne være på, og som skulle afprøves denne dag.

Inden de tog ud på vandet blev der talt om sikkerhed, og alle var på dagen både iført våddragt og svømmeveste. Det er et krav for at deltage for alle klubbens medlemmer. Der skal bæres svømmevest for at være med og bevæge sig ud på vandet.

Det var muligt at tilmelde sig én eller flere dage af klubbens aktiv sommer-tilbud, da der var arrangementer hver dag i uge 30 – undtagen onsdag. Og så blev der sluttet af lørdag, hvor forældre også var velkomne til at deltage.

– Det er en fornøjelse at arrangere disse aktiv sommerdage for børnene. Vi har en alle en fest, lyder det fra klubbens formand Steen Bonke Sørensen, som var dagens leder.
erni

Skriv en kommentar