(Last Updated On: 24. august 2020)

Indehaver af Visby.dk, Rasmus Visby, har både fokus på adfærd og forbrug. Samtidig investerer han i forskellige formål, der bringer virksomhedens CO2-aftryk under nul

Rasmus Visby tager toget og har fået sig en elcykel. Han har også fokus på madspild, og for sine kunder serverer han gerne vegetarisk frokost. (Foto: Martin Håkan Andreasen, Coverganda)

Store Heddinge: Den grønne omstilling er i fuld gang. Produktionsvirksomheder effektiviserer deres fabrikker og transportvirksomheder kører flere varer ud af gangen. Men klimavenlighed er relevant for alle brancher og hos Visby.dk har man knækket koden til klimavenlig konsulentvirksomhed.

– Det startede med en nysgerrighed hos mig som privatperson, fortæller Rasmus Visby, som er konsulent og ejer af Visby.dk, og fortsætter:

– Jeg har været videnskabsredaktør hos DR, hvor min opmærksomhed på klimaet blev skærpet. Bl.a. med dokumentaren ’Kampen om solen’, der ligger på YouTube. Jeg begyndte at kigge på, hvad jeg kunne gøre, for at reducere mit CO2-aftryk. Først som privatperson og nu også for min virksomhed.

Klimavenlig, hvor det giver mening

I sit virke som konsulent med fokus på dialog og ledelse kommer Rasmus rundt til mange forskellige kunder. Han holder workshops med kunderne og arbejder fra et kontorfællesskab i København.

– Jeg startede med at kigge på, hvor det var realistisk for mig at skære i CO2-aftrykket. Min grundholdning er, at alle er forpligtet til at justere der, hvor det giver mening. Det kan jo være meget forskelligt, hvad der kan lade sig gøre, alt efter hvem man er. Jeg tager toget, har købt en elcykel, ændret mine lyskilder og reduceret madspild, fordi det gav mening og var realistisk for mig, fortæller Rasmus.

Til workshops og kurser tilbyder Visby.dk vegetarisk frokost, for de virksomheder, der ønsker det.

– Hvis kunden ønsker kødretter, så serverer vi gerne fisk, som har et relativt lavt CO2-aftryk, men for de kunder, der synes, at det er okay med vegetarisk frokost, der serverer vi det. Det handler om at fornemme, hvor kunden er og hvornår det giver mening at snakke om bæredygtighed, konstaterer Rasmus.

Investering i miljøet

Foruden reduktion i CO2-aftrykket via adfærds- og forbrugsændringer investerer Rasmus i forskellige formål, som bringer virksomhedens CO2-aftryk helt ned under nulpunktet.

– Når jeg har gjort alt, hvad jeg realistisk kan for at ændre min adfærd og mit forbrug, så kræver det kun en mindre investering at sikre, at jeg slet ikke efterlader mig et CO2-aftryk, forklarer Rasmus og fortsætter:

– Der ligger selvfølgelig et arbejde i at sikre, at pengene går til projekter, der reelt nedbringer klimaet. Det kan for eksempel være træplantning eller udvikling af nye klimavenlige teknologier. Der er meget debat om den slags investeringer. Min holdning er, at man skal gå på begge ben: Ændringer og investeringer.

Han oplyser, at Visby.dk siden maj 2020 har været helt CO2-neutral. Det er et mål, som Rasmus også har været med til at udbrede og overbevise andre om værdien af bæredygtighed i blandt andet hans kontorfællesskab. I øjeblikket udbygger Rasmus sit fokus på værdien af bæredygtighed, når han her i august deltager i CBS-kurset ’Bæredygtighed, strategi og forretningsudvikling’.

– Kurset skal styrke mine forudsætninger for at hjælpe andre lokale erhvervsdrivende med at udnytte det bæredygtige potentiale i deres forretning, fortæller Rasmus og uddyber:

– Derfor har jeg tilbudt flere samarbejdspartnere inspiration til deres arbejde med bæredygtighed – helt gratis og under den forudsætning, at de selv brænder for at rykke på det, naturligvis! For mig er det helt naturligt, at bæredygtighed er noget, vi samarbejder om – derfor vil jeg også gerne hjælpe mit netværk med min viden.

Netværk for klimabevidste erhvervsdrivende

Visby.dk er desuden med i partnerprogrammet for Stevns Klint; et netværk for lokale erhvervsdrivende, der ønsker at samarbejde om lokal bæredygtig udvikling og vækst.

– Det virkede som en ’no brainer’ at være med i partnerprogrammet. Det giver et kendskab til andre erhvervsdrivende, som har en holdning til, at vi skal passe på klinten og klimaet. Når der så er snitflader, er det jo oplagt at vælge nogle af de andre partnere at samarbejde med, fortæller Rasmus, som selv er opvokset på Stevns.

Partnerprogrammet for Stevns Klint arbejder blandt andet med FN’s klimamål, hvor partnerne aktivt tager stilling til, hvilke mål de opfylder og hvordan de løbende kan forbedre indsatsen.

Man kan læse mere om Visby.dk på virksomhedens hjemmeside visby.dk.

Skriv en kommentar