(Last Updated On: 3. september 2022)

Otte uger tilbage – I uge 41 skrives der Danmarkshistorie, når Stevns Klint Oplevelsescenter åbner. Det er samtidig en milepæl for hele Stevns, og Stevnsbladet vil frem til åbningen følge den spændende udviklingsproces med at få denne kulturperle gjort klar til at komme på landkortet.

Af Klaus Slavensky

Mille Norvik viser et udsnit af den åbne butik i Oplevelsescentret, der åbner med lokale varer i uge 41. For øjeblikket er hun i gang med at forberede en online-butik, så man også kan bestille på nettet. (Foto: Klaus Slavensky)

Magisk butik: De holder stilen, folkene bag det kommende oplevelsescenter, så nul Kina-varer i plastic.

I stedet satses på bæredygtigt design, produkter der holder hele livet og lokale leverandører.

Bæredygtige varer

Med et spritnyt oplevelsescenter følger nyansatte medarbejdere, som naturligvis har forudsætninger for jobbet.

En af disse er butikskoordinator Mille Norvik, som er i fuld gang med at fylde butikkens ’hylder’ ud, bortset fra at det ikke bliver en traditionel butik, hverken i indhold eller af udseende.

Butikken består af en række mobile udstillingsborde, der organisk smelter sammen med hele det kunstneriske udtryk, som kendetegner foyeren, hvor de mange smukke produkter findes.

– Det skal ikke være som i andre museumsbutikker. Ikke de gængse børnebøger eller plasticvarer. Konceptet vil blive lokalt og bæredygtigt, forklarer Mille Norvik.

Hun viser bl.a. kunstsnedkerhåndværk fra Sejer Folke, der både har produceret skærebræt til både store og små, samt trælegetøj til de mindske. Der er f.eks. også Trine Birgitte Bonds kridthavs koralskulpturer og meget, meget mere.

– Vores varer skal bindes op på Stevns og verdensarven. Derfor har jeg været i kontakt med mange kunsthåndværkere på Stevns om at levere til os. Det er kunstnere som finder inspiration i naturen omkring klinten. Det er relevansen, understreget Mille Norvik.

Æstetisk butik

På de glatte fyrretræsborde ligger der ved et hurtigt øjekast omkring 50 forskellige varegrupper, og der kommer flere til.

Bøger, designvarer som bl.a. duge, kunst, smykker, legetøj, brugskunst, hudplejeprodukter og der kommer også tøj.

– Butikken skal være en oplevelse på linje med selve udstillingen. Vi må finde på noget nyt hele tiden. Så vi også matcher omgivelserne med æstetik. Det er kun fantasien, som sætter grænser, og dem er der ikke mange af i disse skønne omgivelser, siger hun og slår ud Boesdals bakkede område.

– Det bliver lige så meget en butik for de lokale som for vore øvrige gæster. Jeg håber, at lokale kan finde gaveidéer hos os. Siger hun, men Deres udsendte er optaget af en bog om naturens køkkenhave med opskrifter og pludselig se en dinosaur på børnebordet, der ikke kun fortæller om klintens dramatiske historie med det milliongamle meteoritnedslag og de store fortidsøglers endeligt, men som tøjdyr også fungerer som fingerdukke. Opfindsomt.

Og på samme måde dukker uventede visioner frem fra Mille Norvik.

– Jeg har en idé om at skabe tøjbrand, specielt fra Stevns, og det bliver ikke masseproduktion af t-shirts med påtrykt fotos af Stevns Klint, pointerer Mille Norvik, der selv har en kreativ baggrund som bl.a. stylist og makeup-artist fra filmbranchen.

Hun har tidligere arbejdet som freelance med design, smykkekunst og så gemmer hun også en billedkunstner.

Lokalt udstillingsvindue

Den engagerede butikskoordinator er en del af et team, der vil gøre det til en fornøjelse at komme ind i den smukke bygning.

Og hendes kollega, formidlingskoordinator Emilie Køhler Hansen, indskyder bemærkningen om, at butikken ikke bare skal sælge for at sælge, men at der er en mening bag varerne, som har betydning.

– Ja, det er godt sagt. Vi har læring i fokus, og butikken skal også være et udstillingsvindue for de lokale designere, som leverer høj kvalitet, siger Mille Norvik, der tilføjer noget om at køre events, verdensklassemusikere og meget andet.

Men det må Stevnsbladets læsere vente med at høre mere om i de næste artikler. I stedet spørger Deres udsendte om ikke det er kedeligt at gå rundt i de tomme lokaler alene?

– Nej, det er det ikke. Det er dejligt sted, som man altid glæder sig til at komme til. Men vi glæder os endnu mere til at vise det frem, siger hun med eftertryk.

Og man skal ikke have meget af den fantasi som Mille Norvik talte om for at kunne se, hvordan både børn og voksne kommer tilfredse ud fra Stevns store oplevelsescenter med ny viden, spændene motorisk legetøj og en smagfuld, fornyet garderobe.

Se også: Lucky guider gennem udstillingen …
Se også: Oplevelsescentret er også karakterfuld design

Se også: Oplevelsescentret er bygget ind i klinten

Se også: Oplevelsescentret laver oplevelser i kalkbruddet

Skriv en kommentar