(Last Updated On: 6. april 2021)

Natur: Vilde bier, sommerfugle og svirrefluer kan sagtens være vilde med din have – også selvom den ikke ligner en ”pløjemark”. Det handler bare om at vælge de rigtige planter.

(Foto: colourbox.dk)

Du kan indrette din have præcist så ”stramt og ordentligt”, som du måtte ønske, og alligevel have masser af summende liv på matriklen. ”En haves ”pænhed” er ikke målestok for, om det er en god biodiversitetshave”. Sådan siger stifteren af PLAN Bi – en lille naturorganisation der arbejder for at redde vores vilde bier.

God mad til bestøvende insekter handler ikke kun om blomster i græsplænen. Både træer, buske, stauder, løg, knolde og et-årige kan være fantastiske ”madkasser” til bier og sommerfugle – hvis bare du vælger de rigtige.

• En ligusterhæk kan være en gave – hvis du venter med at klippe den, til efter den har blomstret.
• Alle vores frugttræer og bærbuske er de rene pollen- og nektarbomber – og de giver ovenikøbet kurv efter kurv med de sundeste madvarer.
• Og alle stauderne – hvad end de er vilde eller haveplanter – de får jo ikke større værdi for insekterne af, at de vokser tilfældigt i græsplænen – de er lige så summende gaver, hvis de står arrangeret i et bed.

Biodiversitet handler ikke om, hvordan vi arrangerer planterne men om, hvilke planter vi vælger at omgive os med. Selv en altan kan være et buzz af en buffet.

Og som det ligger i ordet diversitet, så handler det om at have mange forskellige plantearter, som blomstrer på forskellige tider af året.

Ryst posen

”Jo flere muligheder vi giver folk – jo flere kan vi få med på bi-vognen”.

Dét er filosofien bag den lille naturorganisation, PLAN Bi, som arbejder for at redde vores skrantende bestande af vilde bier.

– At lade græsplænen gro vildt er jo kun én af mulighederne, hvis du vil hjælpe biodiversiteten. Derfor prøver vi at give folk muligheden for at vælge de rigtige planter – men som udplantningsplanter de selv kan bestemme, hvor skal gro. For det er OK, hvis man ønsker, at ens have skal se pæn ud. Det er OK, hvis du gerne vil bevare ”styringen”. Alle kan gøre lidt ved bare at justere en smule på, hvad man har til at gro i sine bede og altankasser, siger PLAN Bis stifter, Nina L. Hansen.

Derfor har PLAN Bi lavet nogle små frøpakker, som alle er sammensat af blomster fra forskellige plantearter, men som er inddelt efter for eksempel farver, eller om det er vilde- eller deciderede haveplanter. Der er frøpakker lavet til altankasser og pakker med gigantiske planter til dem, der ønsker at sende et signal, der kan ses hen over hækken.

Bier i hotellet

En god biodiversitets-have handler også om, at der er steder, hvor dyrene kan bo og formere sig.

For vilde bier handler det om noget tør, varm, bar jord til dem, der bor i jorden.

Til dem, der ude i naturen ville bo i træer – de såkaldt hulboende bier – der har PLAN Bi udviklet deres egne, danskproducerede bihoteller.

De har endda lavet hoteller, som du kan kigge ind i, hvis du vil følge med på første række, når de små bier bygger deres reder og laver madpakker til deres æg.

Og hen over efteråret og det efterfølgende forår kan du se, hvordan et bi-æg klækker til en larve, som spiser sin madpakke og forpupper sig, for året efter at komme ud som flyvefærdig bi.

– Det er faktisk ret fantastisk at se sådan helt tæt på, fortæller Nina L. Hansen, og understreger, at selvom du ikke kan rede biodiversiteten alene ved at hænge et bihotel op, så kan det være svært vanedannende sådan at følge med i naturens gang.

Fakta om vilde bier:

  • Humlebiernes dronninger er de første du ser om foråret – og de sidste inden vinteren sætter ind.
  • Solitærbierne er typisk et helt år om at få næste kuld på vingerne.
  • Bier bruger nektar til at flyve på – det er deres benzin. Pollen er protein, som de primært bruger til at lave madpakker til deres æg af.
  • Der er registreret 292 arter af vilde bier i Danmark gennem tiden.
  • De seneste registreringer tyder på, at vi har ca. 137 nulevende arter.
  • 25 arter af dem er humlebier, resten er de såkaldte solitærbier.
  • Alle biarter har nogen, der snylter på dem – det være sig andre biarter, snyltefluer eller snyltehvepse. Som gøgen lægger snylterne æg i andres reder, så de selv slipper for arbejdet med at opfostre yngel.

 

Skriv en kommentar