(Last Updated On: 1. juli 2019)

Forsamlingshuset er landsbyens livsnerve

Mette Maimann foran Holtug Forsamlingshus, hvor hun er formand, og desuden frivillig i en række af byens andre aktiviteter. (Foto: Klaus Slavensky)

Holtug: I sidste uge var der fællesspisning og fællesskab i Holtug Forsamlingshus, og det har været sådan siden 1900, hvis man skal tro karetmager og hjulmand Mads Hansens erindringer.

Først var der rytterskole

Holtug fik en rytterskole i 1723, som blev afhændet til Gjorslev Gods i 1743.

Frederik IV (1699-1730) stod bag de 240 skoler, som blev kaldt „De kongelige Skoler”, bedre kendt som rytterskoler, der skulle være almueskole for rytterdistrikternes børn. I praksis blev fordelingen over hele landet dog meget ujævn, og langtfra alle børn på landet fik mulighed for at modtage undervisning.

Men salig Mads Hansen gik til gymnastik i Holtug Forsamlingshus i 1900, efter den nye skole blev opført 1889, og hans hold blev nummer to i Præstø Amt.

Det fortalte han til Stevns Lokalhistoriske Arkiv; også om hvordan man festede: “Der var ikke en aften eller en søndag, uden der var fest eller møde, og der blev drukket meget”, huskede han.

Bevarer originaliteten

I dag er Holtug Forsamlingshus mere fredeligt, men 119 år efter er huset stadig rammen om det lokale fællesskab, og står det til forsamlingshusformanden Mette Maimann, så skal det vedblive med at være sådan mange år frem.

– Vi har ambitioner om at bevare det originale hus, fordi “det gule hus” med bonderoserne er Holtug, fastslår hun og tilføjer:

– Forsamlingshuset er med til at skabe samhørighed og dermed tryghed. Vi ser efter hinanden her i byen, lyder det under rundvisningen i den tidligere rytterskole.

I en af de små sale hænger en udateret mindetavle, som tyder på at være tilbage fra 17-1800 tallet.

Væggene er spækket med pokaler, som viser sig, at være trofæer fra Sierslev Håndboldklub tilbage til 1940’erne, dengang der blev spillet i grusgraven bag Holtug Kirke.

I et forseglet skab hænger et vaskeægte klenodie: Holtug Byhorn fra 1809. Et umiskendeligt kohorn, som laugets medlemmer brugte til at kalde til bystævne.

Ønskescenariet: en ny sal

Huset emmer af historie, og med en bevilling fra Stevns Kommune på 95.000 kr., er det målet at gå videre med fondsstøtte og få en ny sal med grøn energi.

– Vi har en seniorgruppe som både passer Grønningen, hvor der er en shelter til turister, og så roser og hække ved forsamlingshuset, forklarer Mette Maimann, der også oplyser, at husets bestyrelse arbejder tæt sammen med Holtug Borgerforening, Strandforeningen Bøgeskov og de i alt syv-otte forskellige foreninger, som Holtug og omegn kan rose sig af.

Mange slags aktiviteter

“Efteråret er stille”, siger Mette Maimann når talen falder på husets aktiviteter.

Men ellers er alle weekender i maj-juli bestilt, og April står i konfirmationernes tegn.

Hendes udsagn bekræftes af, at hele 11 dage i juni allerede er optaget. Det er primært familiefester, som der udlejes til, men der er også “biblioteksdage” med læsegrupper, bordtennis, gymnastik for seniorer, yoga og meget andet.

Og så er der “Folkekøkken” én gang om måneden med pause i juli og august. Til gengæld holdes der sommerfest på Grønningen.

Hyggen er bevaret

Mette Maimann har været formand i tre år, efter hun startede som kasserer og daglig bestyrer.

– Men jeg er god til at uddelegere, griner hun og understreger at det hele tiden handler om at involvere til fællesskab.

Hun er stevnsfødt og familietilknytningen til halvøen går generationer tilbage, og hun holdt selv sin konfirmation i Holtug Forsamlingshus.

Men forsamlingshusets gæster kommer fra det meste af Stevns, og huset bliver løbende renoveret.

Heldigvis er der bevaret både gamle møbler, lamper og andet som vidner om en tidslomme, der bare gør det hyggeligere at besøge det „gule hus”, som jo er indbegrebet af Holtug.

sky

Se også: Bordets glæder i Holtug

Skriv en kommentar