(Last Updated On: 16. marts 2020)

Folkedans på gulv og scene. (Privatfoto)

Store Heddinge: Det nyligt afholdte Europæiske Ungdomsstævne/European Youth Dance Festival på Stevns trak hen ved 90 danseglade unge mennesker i alderen 13 til 25 år til Stevns. Deltagerne kom fra Island, Finland, Tyskland, Sverige og Danmark, og de mødtes på Store Heddinge skole til en weekend fyldt med dans.

Fredag ankom alle deltagere enten med tog eller i bil til skolen, hvor aftensmaden stod klar til deltagerne; resten af aftenen – og noget af natten – blev der danset folkedans i hallen.

Lørdag startede dagen med dans efterfulgt af et offentligt og velbesøgt Danseshow, hvor fem hold, et fra Tyskland samt to fra hhv. Sverige og Danmark, viste, hvad de kunne og hvad dansen kan føre til. Eftermiddagen gik med workshop, hvor alle fik prøvet dansk, tysk og svensk folkedans. Aftenens dans var en god blanding af dans fra alle de deltagende lande, samt de danse som deltagerne havde lært ved eftermiddagens workshops.

– Søndag sluttede det hele efter en god frokost og en masse dans. Jeg er sikker på, at deltagerne fik rørt en masse muskler i hele kroppen og de var trætte, da de tog afsted mod deres respektive hjem. Der blev udvekslet venskaber på kryds af landene, alle håber at de kan mødes igen, fortæller Ida Nygaard, formand for Stevns Folkedansere.

Som en af de unge udtalte efter stævne:

’Tusind tak til alle, der er har lagt kræfter i stævnet og til alle, der kom. Klart et af de bedste stævner jeg har været på’.

En mor udtaler:

’Min søn har været „danse-høj”, siden han kom hjem, og han glæder sig til næste gang. Fedt at høre om alt, hvad I har lavet, og vi er kun „lidt” misundelige…’.

– Det er dejligt med sådanne udtalelser. Som medarrangør synes jeg, at det var en rigtigt god weekend, hvor de unge fik danset en masse, knyttet venskaber, prøvet en del nye danse og havde en rigtig god weekend, slutter formanden.

Skriv en kommentar