(Last Updated On: 23. marts 2021)
Skitse af det kommende Stevns Klint Besøgscenter, beliggende i Boesdal Kalkbrud. (Skitse: Praksis Arkitekter)

Boesdal: Sidste år vandt Praksis Arkitekter konkurrencen om det kommende besøgscenter for verdensarven, Stevns Klint Besøgscenter, og nu har C. C. Brun Entreprise A/S vundet licitationen om det praktiske byggeri.

Det forberedende arbejde er nu i gang.

– Aftalen med C. C. Brun er endnu en vigtig milepæl i fondens arbejde med at opføre det nye besøgscenter for verdensarven, der skal stå klar til næste år. Det er noget, jeg har set frem til, og jeg glæder mig til at se arbejdet skride frem og tage form. Vi har ønsket os et besøgscenter i verdensklasse, og det tror jeg på C. C. Brun kan hjælpe os med, udtaler formand for Fonden Stevns Klint Besøgscenter, Anette Mortensen i en pressemeddelelse fra Stevns Kommune.

Anette Mortensen, der også er borgmester i Stevns Kommune, overtog i januar i år formandsposten i Fonden Stevns Klint Besøgscenter efter kommunaldirektør Per Røner, der går på pension i næste måned og derfor er udtrådt af fondens bestyrelse.

Flere ændringer

I juli 2019 blev tegnestuen Praksis Arkitekter valgt, og siden har et omfattende projekteringsarbejde fundet sted, hvor skitserne fra arkitektkonkurrencen er blevet omsat til virkelighed.

– Projekteringsarbejdet har medført en stribe ændringer både ude og inde for at få økonomi, udstilling og praktiske forhold til at gå op i en højere enhed. Den nok mest synlige forandring er, at den stele (den centrale midterbygning, red.), som var planlagt som vartegn og indgang oven på besøgscentret udgår. Indgangen til besøgscenteret bliver på den måde forenklet og sker nu kun fra den nye sti foran besøgscenteret, som forbinder ankomstområde og UNESCO-væggen. Projektet falder nu endnu mere diskret ind i landskabet, end det gjorde før, siger Anette Mortensen.

Dengang arkitektkonkurrencen fandt sted, blev netop stelen med placering oven på jorden og ned i Stevns’ geologi fremhævet af den daværende fondsformand:

– Med stelen oven for bruddet som nedgang til besøgscentret giver vi de besøgende en unik rejse ned gennem klintens lag. Det er en original tanke, jeg glæder mig til at se udført i praksis, lød det dengang fra en glad Per Røner.

Anette Mortensen oplyser til Stevnsbladet, at økonomi er årsag til, at stelen nu er blevet fravalgt. Det har dog ikke været muligt at få oplyst hvilke andre ændringer, der er sket i forhold til de oprindelige skitser af besøgscentret, inden redaktionens deadline.

Det er forsat planen, at besøgscentret graves ned, og placeringen bliver i den nordøstlige ende af Boesdal Kalkbrud. Uden for besøgscentret vil der gå en sti, som forbinder ankomstområde, ’UNESCO-væggen’ med alle lagene i klinten samt kystlinjen, hvor klinten toner frem og ikke mindst besøgscentret.

– Det bliver stadig et besøgscenter i Verdensklasse, lover Anette Mortensen.

1. spadestik?

Stevns Klint blev optaget som UNESCO Verdensarv i 2014, fordi det er det bedste sted i verden at se sporene fra den asteroide, der for 66 millioner år siden var medvirkende til, at mere end 50 procent af alt liv på Jorden uddøde, også dinosaurerne.

Boesdal Kalkbrud har været aktivt kalkbrud indtil 1978. I kalkbruddet står stadig Pyramiden, som blev brugt til opbevaring af knust kalk, en mindre tørrelade samt resterne af to skaktovne.
Opførelsen af et besøgscenter er gjort mulig via en generøs donation på 80 mio kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Der er endnu ikke fastsat en dato for det første spadestik til det spændende byggeri i kalkbruddet, da Boesdal er et beskyttet Natur2000 område. Her bor bl.a. en særlig type markfirben, som kommer til at påvirke, hvornår første spadestik sættes i jorden, da markfirbenene først skal forårsvågne, indsamles og flyttes til et andet naturområde.
rmh

Fakta om C. C. Brun:

  • Entreprenørvirksomheden C. C. Brun har hovedsæde i Herlufmagle, hvor de også har en stor, egen produktion.
  • De beskæftiger ca. 100 medarbejdere, og udfører fagentrepriser inden for alle former for byggeri.
  • C. C. Brun har bl.a. udført opgaver for DTU Science Park, Rosendahl og Røde Kors.

Kilde: Stevns Kommune

Skriv en kommentar