(Last Updated On: 17. november 2020)

Stevns Bibliotekerne inviterer til gratis, livestreamet naturvidenskabeligt foredrag om Grønlands indlandsis.

Hårlev: Nysgerrig på naturvidenskab serveret i en form, hvor alle lyse hoveder kan være med? Så kommer Stevns Bibliotekerne nu med en spændende nyhed. Bibliotekerne har nemlig indgået samarbejde med Aarhus Universitet, som tilbyder livestream af deres meget populære række af naturvidenskabelige foredrag, der afholdes i Søauditorierne i Universitetsparken i Aarhus. Foredragene livestreames i forvejen til en lang række biografer, biblioteker, forsamlingshuse og skoler rundt om i hele Danmark – og nu på forsøgsbasis også på Stevns.

Tirsdag den 24. november, klokken 19 kan man derfor opleve foredraget ’Grønlands indlandsis’ streamet direkte til Mødestedet i Hårlev.

Bliv klogere på Indlandsis

Man hører ofte i medierne, at Indlandsisen på Grønland smelter, og at en total afsmeltning ultimativt kan føre til en global stigning i havspejlet på op til syv meter. Men hvad ved man egentlig ellers om Indlandsisen?

Professor i kvartærgeologi Nicolaj Krog Larsen og professor i geofysik David Lundbek Egholm fortæller blandt andet om, hvordan Indlandsisen blev dannet. De to forskere tager også tilhørerne med ned under overfladen og giver indsigt i hvilke hemmeligheder, der gemmer sig her – de kan blandt andet fortælle om ret nyopdagede meteorkratere, som gemmer sig under isen.

Foredragsholderne kommer selvfølgelig også ind på global opvarmning, hvordan den påvirker isen i dag – og hvordan fremtiden ser ud for Indlandsisen.

Gratis adgang, god plads og mulighed for spørgsmål

Foredraget varer to timer inklusiv en pause midtvejs på 20 minutter, hvor det er muligt at købe øl og vand via Mobilepay.

I slutningen af foredraget besvarer foredragsholderne spørgsmål, som man undervejs har mulighed for at stille via sms eller Twitter.

Det er gratis at deltage i foredraget, men for at sikre, at der ikke kommer flere end der er plads til, skal der hentes billet på Stevns Bibliotekernes hjemmesidestevnsbib.dk/arrangementer. Billet kan også hentes i de fysiske biblioteksudlån inden for den betjente åbningstid.

Der er god plads til at sidde med afstand i Mødestedet. Husk blot at bære mundbind eller visir, indtil man sidder på sin plads.

Skriv en kommentar