(Last Updated On: 30. september 2016)

erhvervsdrivende-vil-haveTorsdag den 22. september inviterede Stevns Erhvervsråd til dialogmøde om Dansk Industris undersøgelse af kommunens erhvervsvenlighed. De erhvervsdrivende efterspurgte bedre infrastruktur og kvalificeret arbejdskraft

I starten af september måned udkom Dansk Industris undersøgelse af det lokale erhvervsklima. I alt 96 kommuner har deltaget i undersøgelsen, hvor erhvervsdrivende giver deres billede af, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen.

Stevns har forbedret sig
Stevns Kommune ligger samlet på en 87. plads i undersøgelsen fra Dansk Industri, hvilket betyder en fremgang på tre pladser siden sidste år. Selvom placeringen er lav, har Stevns oplevet en fremgang på ni ud af 11 parametre i undersøgelsen.

Den største fremgang er sket indenfor de kommunale rammevilkår, hvor Stevns ligger på en 18. plads. Det betyder at kommunen tilbyder gode rammer for erhvervsdrivende, hvilket er noget både Stevns Kommune og Stevns Erhvervsråd arbejder målrettet på løbende at forbedre.

Dialog er vejen frem
Flere erhvervsdrivende var mødt op torsdag aften for at blive klogere på erhvervsvenligheden i kommunen. Borgmester Mogens Haugaard Nielsen, Anette Mortensen og Thor Grønbæk fra kommunalbestyrelsen var inviteret til at deltage i dialogen, men også fortælle, hvad kommunen allerede nu gør for at forbedre erhvervsvenligheden.

På trods af mange kritikpunkter var tonen konstruktiv og løsningsorienteret.

Omfartsvej-forundersøgelse
– Vi har fået bevilliget penge til at sætte en forundersøgelse i gang med hensyn til en ny omfartsvej, så der bliver kortere til motorvejen, det håber vi kan give en bedre infrastruktur. Derudover er vi i gang med at kortlægge, hvor der er sorte huller i forhold til mobildækning, så vi har større chance for at få bevilliget penge til at give bedre dækning i hele kommunen, fortalte borgmester Mogens Haugaard Nielsen.

Netop infrastrukturen er et punkt, som de erhvervsdrivende i Stevns vægter meget højt og samtidig er meget utilfredse med. En dårlig infrastruktur giver også ringe muligheder for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, hvilket var et af de andre store emner i aftenens dialog.

 

Skriv en kommentar