(Last Updated On: 15. september 2017)

Store Heddinge: Fredag formiddag besøgte erhvervsminister Brian Mikkelsen to virksomheder i Store Heddinges industrikvarter på Højerupvej. Han var inviteret af den lokale vælgerforening for det Konservative Folkeparti, og flere af de lokale kandidater stod klar til at byde ministeren velkommen til Stevns.

Borgmesterkandidat Mikkel Lundemann Rasmussen, formand og kandidat Lasse Olsen, næstformand og kandidat Bo Kjeldsmark samt kandidat Kenni Toft stod alle klar ved første stop på turen DK-Miljø, som arbejder indenfor områderne transport, affald og biobrændsel.

Gazellevirksomhed

Hos DK-Miljø blev ministeren budt velkommen af virksomheden ejer, Christian Andersen, som fortalte om arbejdsområderne og om de udfordringer, der er for virksomheder af den type med base på Stevns.

– Det kan være svært at finde faglært arbejdskraft. Allerede nu mangler vi chauffører og må sige nej til opgaver. Og så er infrastrukturen også en udfordring, sagde Christian Andersen.

Trods udfordringerne har Store Heddinge virksomheden, der i sommer ekspanderede med opkøb i Ringsted, oplevet stor vækst. DK-Miljø er i årene 2014, 2015 og 2016 blev kåret som gazellevirksomhed (en gazellevirksomhed er en hurtigtvoksende virksomhed, hvor omsætningen eller bruttoresultatet skal være mindst fordoblet i løbet af de seneste fire år, red.), og det blev bemærket af Brian Mikkelsen.

– Jeg er en glad erhvervsminister. Det er dagens gode start for mig. Det er sådan nogle som dig, vi har brug, det er flot gået. Det, der skal til, det er at tænkte kreativt, ud af boksen, som du har gjort, sagde erhvervsministeren henvendt til Christian Andersen.

Græs og miljø

Herefter gik turen 100 meter hen ad vejen og over på den modsatte side, hvor DLF Trifolium – verdens største frøkoncern, som forsker i frøforædling, blandt andet forædling af græs til plæner og foder.

Her præsenterede Klaus K. Nielsen, der er direktør for forskning og udvikling hos DLF Trifolium blandt andet et af virksomheden store forskningsprojekter »Green Select«, hvor forskere ved hjælp af genomisk selektion arbejder på at udvikle fodergræs som et redskab til at reducere landbrugets indvirkning på klima og miljø.

Derefter fik ministeren et kig indenfor i laboratoriet, hvor en forsker fortalte om foder og mælk.

Og der blev også tid til en tur udenfor i solskinnet på de mange forskellige firkanter med græs – dog nåede ministeren ikke at se firkanten med den type græs, som den danske frøkoncern leverede til alle 12 VM-stadioner i Brasilien.
rmh

(Fotos: Rikke Michael Hansen)

 

Skriv en kommentar