(Last Updated On: 28. januar 2019)

Udover inspirerende indlæg og partnerbuffet, var der rig lejlighed til at netværke med de andre verdensarvspartnere. (Fotos: Rikke Michael Hansen):

Rødvig: Rødvig Ferieby lagde onsdag aften i sidste uge lokaler til Stevns Erhvervsråds og Verdensarv Stevns’ nytårskur for verdensarvspartnerne.

Partnerprogrammet er et fællesskab, hvor virksomheder, foreninger og organisationer hjælper hinanden med at fortælle og værne om verdensarven på Stevns. I alt 74 forskellige virksomheder, foreninger og organisationer er tilmeldt partnerprogrammet.

Inklusiv oplægsholdere var der 73 deltagere ved nytårskuren; heraf 63 partnere, politikere samt et par nysgerrige, som overvejer at blive partner.

Hovedoverskrifterne var handlefællesskaber og verdensmål, og til at styre slagets gang var site manager Naja Habermann.

Borgmester Anette Mortensen (V) bød de mange fremmødte velkommen, og herefter gav direktør for Verdensarv Stevns, Tove Damholt, en kort status på partnerprogrammet og andre tiltag, som Verdensarv Stevns har arbejdet med i det forgange år, herunder et nyt e-learningsmodul og lanceringen af et nyt partnerskabsprogram. Videreudvikling af partnerprogrammet bliver en af opgaverne i 2019, hvor også en ny hjemmeside vil se dagens lys. Og så kommer arbejdet med besøgscenteret naturligvis til at fylde. På hjemmesiden www.fskbc.dk (fskbc står for Fonden Stevns Klint Besøgscenter) kan man følge med i processen.

What’s not to like

Fra venstre ses Thomas Christensen, Naja Habermann, Ditte Winther-Rasmussen, Jesper Yde Knudsen og Tove Damholt. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Erhvervschef i Stevns Erhvervsråd, Thomas Christensen, fortalte om effekterne af et partnerprogram, som både giver fællesskab, øget dialog mellem virksomhederne og nye samarbejder.

Programmet skal være medvirkende til at gøre Stevns Klint til en tydelig turistdestination med Stevns Klint i spidsen og samtidig bidrage til FN’s verdensmål.
Tre partnere – John Kahn fra Kratgårdens Atelier, Dorthe Kreutzfeldt fra Hønseriget Tokkeruplund og Thomas Priiskorn fra Mjødgården – fik hver tre minutter til at fortælle om deres syn på partnerskabsprogrammet.

– Partnerskabet giver os noget, som vi ikke får andre steder. Det løfter os op, vi bliver inkluderet i et fællesskab, der er større end os selv – og så er vi også med til at arbejde for de 17 verdensmål. What’s not to like, sagde Dorthe Kreutzfeldt.

Herefter delte Annette Tenberg ud af hendes erfaringer med lokale samarbejder under Unescos ’Møn Man & Biosphere’.

Hvad kæmper vi for?

Flemming Møldrup kom ikke med anekdoter fra ’Kender du typen’ men fortalte om fremtidens forbrugere, de såkaldte Millenials, også kaldet generation Y. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Efter partnerbuffet med bobler og små lækkerier fra Traktørstedet Højeruplund, Livsnyder og Bonderøv, Hønseriget Tokkeruplund og SuperBrugsen i Store Heddinge, var der oplæg om fremtidens samarbejder og handlefællesskaber ved Nille Skalts og Flemming Møldrup fra konsulenthuset Märk.

– Jeg får helt gåsehud af at være her, jeg tænder på sådanne fællesskaber, som I har her, indledte Flemming Møldrup, partner i Märk og livsstilsekspert i DR-programmet ’Kender du typen’. – I stedet for at fokusere på, hvordan I tiltrækker erhverv og får københavnerne til at flytte hertil, så skal I tænke over, hvad der gør jeres kommune til noget helt særligt. Når I står op om morgenen, skal I kigge ind i spejlet og spørge jer selv: Hvilken forskel gør I for verden? Hvad kæmper I for?, fortsatte han.

Han forudser, at kommende generationer vil stille helt andre og store krav til virksomheder:

– De er født ind i en verden af kriser: aids, klima, finanskriser. Kriser, der er blevet talt om, men som ikke er blevet håndteret og taget ansvar for. De nye generationer er trætte af bullshit, de er trætte af forbrug. Det går fra mere til bedre, fra kvantitet til kvalitet. Det er der, I virkelig kan gøre en forskel, sagde Flemming Møldrup.
Således fyldt godt op med inspirerende indlæg, fællesskabsfølelse og mundgodter sluttede aftenen med workshops med syv aktuelle temaer og uformel bålsnak i tipien.
rmh

Læs også: Indlæg fra koordinator for Møn Man & Biosphere, Annette Tenberg

Skriv en kommentar