(Last Updated On: 9. juni 2021)

Vemmetofte Kloster inviterer til klassisk sommermusik med hele tre pianister

Lea Han opviser sit store talent til koncert i Vemmetofte Kloster 

Musik: Vemmetofte Kloster holder på trods af coronaen sin forsommertradition i hævd og inviterer mandag aften, den 14. juni kl. 20, atter til klassisk musik i Fruerstuen på Vemmetofte.

De dygtigste musikere

Der er efterhånden kommet en tradition for at musikkonservatoriets dygtigste pianister fra tid til anden afprøver deres kunnen på Vemmetofte Kloster op til deres eksamener.
Der er i bogstaveligste forstand ”noget på spil” for de unge musikere, og publikum har ved tilsvarende tidligere lejligheder fået store oplevelser.

Der kommer i år tre pianister, og fælles for dem er, at de studerer på musikkonservatoriet hos Amalie Malling, der er særdeles kendt af klosterets koncertpublikum.

Foregår i Fruerstuen

Alle tre pianister har faktisk spillet for det trofaste publikum i Fruerstuen før. Der er tale om kinesiske Lea Han. Lea har vundet 1. pris i Steinway Festivalen og guld i Berlingske Tidendes klassiske musikkonkurrence. Hun er endvidere tildelt Copenhagen Summerfestivals Talentpris. Lea Han skal nu til konservatoriets store afgangseksamen.
Og Fruerstuen? Jo, det var kvinders opholdsrum eller hus, på borge, herregårde og slotte fra middelalderen og indtil 1600. Og derfor kan publikum forvente at sidde i en prydstue med en flot kamin, mellem læderguldtryksbeklædte vægge og malerier fra Guldalderen.

Gyldne toner

Så det skal nok blive en gylden oplevelse, da de to øvrige pianister er Silas Philipsson og Rasmus Sørensen, skal til bacheloreksamen.
Til eksamenerne på konservatoriet skal pianisterne kunne spille ”alt”. Programmet denne aften er derfor i sagens natur meget varieret, idet det indeholder både ældre klassisk musik og helt nye kompositioner. De unge musikere vil introducere de spillede stykker.

Uhørt: Ganske gratis!

Publikum får således noget for pengene, rent bortset fra den lille detalje, at det slet ikke koster penge.
Der er som sædvanlig gratis adgang, og alle er velkomne. Koncerten starter kl. 20:00. Præcis, så kom i god tid.
Coronapas eller coronatest skal fremvises. Der bæres mundbind, når man ikke sidder ned. Og det strider ikke mod coronareglerne at bidrage med fuld applaus.

Silas Phillipson (ovenfor) sætter sig også ved flyglet, og det samme gør hans medstuderende Rasmus Sørensen (nedenfor)

 

Skriv en kommentar