(Last Updated On: 16. august 2022)

2.TIF

Nekrolog: Marianne Larsen, Rødvig er død den 27. juli. Hun blev 90 år. Mange på Stevns vil sikkert kunne huske Marianne for sit foreningsarbejde, hvor hun bestred poster i både LOF, Stevns Museum, Foreningen Norden og Lokalhistorisk Arkiv.

Marianne er født i 1931 i Viborg i Karelen, som var finsk. I 1939 angreb Rusland Finland, og finnerne måtte senere afstå Karelen til russerne under fredsforhandlingerne efter Anden Verdenskrig.

Som otte-årig måtte Marianne – med efternavnet Clement – flygte med sin mor og to søskende fra angrebene mod byen – og det blev umuligt at vende tilbage til hjembyen. Hendes far var indkaldt som soldat til krigen, men overlevede kampen og kunne vende tilbage til hjemmet. Marianne var flygtningebarn i Sverige og vendte som mange andre finne-børn tilbage til landet efter Anden Verdenskrig. Hun voksede herefter op i Helsingfors med i alt fem søskende og fik blandt andet en kontoruddannelse på sin fars trælastvirksomhed i Helsingfors.

Hun tog på en forretningsrejse til Danmark med sin far – og det skulle vise sig at blive hendes skæbne og muligheden for at finde sit livs kærlighed.

Romancen på Ollerup

Far og datter kom nemlig tilfældigvis forbi Ollerup Gymnastikhøjskole på Fyn, hvor Marianne insisterede på at få et ophold.

Her mødte hun nemlig Jens Juel Larsen, en ung landmandssøn med samme store passion for netop gymnastikken og idrætten.

Han kunne blandt andet fortælle Marianne om sin nylige tur til hendes hjemby Helsingfors, hvor han havde deltaget som gymnast i Olympiaden i 1952.

Nu havde de allerede flere fælles interesser og sommerromancen blev begyndelsen til et livslangt ægteskab, hvor de sammen drev familiegården Vandrigsgården i Gevnø – men inden da skulle hendes svigermor lige teste den unge storbykvinde ved at sende hende i huset på to stevnske gårde, så hun blev godt rustet til at klare landmandslivet, når hun skulle være den nye frue på den fædrene gård.

Marianne var ikke sådan at kyse, og hun har altid mindes netop den tid med stor glæde og kærlighed til stederne.

Marianne og Jens Juel blev gift og fik tre børn.

Et åbent hjem

Livet på landet blev levet fuldt ud, og Marianne fik hurtigt skabt nye relationer og traditioner. Hun har altid elsket at have mange mennesker omkring sig, og det blev en af hendes vigtige grundstene at samles om samtaler og aktiviteter.

Hjemmet blev et særligt sted for feriebørn fra det danske mindretal i Sydslesvig. Her kom også mange unge landmænd fra New Zealand, Australien, Canada, Finland og Østrig og gårdens drift og Jens Juels stolthed med kvægavlsarbejde for Rød Dansk Malkerace, blev et naturligt samlingspunkt for familiens omdrejningspunkt.

Et forenings-menneske

Begge var de aktive i Sydstevns Gymnastikforening, Højskoleforening, Forsamlingshus, Ungdomsforening og øvrige foreninger. Marianne kunne tale med alle mennesker og drev foreningsarbejdet videre med tillidsposter i Forening Norden, hvor hun blandt andet blev rejseleder for mange busture til de nordiske lande med en forkærlighed for Finland. Der var dog særligt én rejse, som hun aldrig kunne glemme.

På en tur til Finland kom de mod øst ind i Rusland, hvor hun besøgte sin barndomsby Viborg. Gensynet med barndomsgaden og det sønderbombede barndomshjem glemte hun aldrig.
Foreningsarbejdet greb om sig og hun kom også med i indsamlingsarbejdet til byggeriet af Stevns første Svømmehal, hvor hun efterfølgende varetog opgaven med handicapsvømning og ældresvømning (1978) som leder og tovholder i 20 år igennem LOF.

Hun sad også i Stevns Museumsforenings bestyrelse og Stevns Lokalhistorisk Arkivs bestyrelse i nogle perioder. I 1994 fik hun Stevnsprisen for handicapsvømningen under LOF.

Udgav en bog

I 1999 udgav hun bogen: Finnebørn – et stykke Danmarkshistorie under Forening Nordens Forlag. Hun indsamlede børnenes historier og sammenskrev disse i samarbejde med forlægger Jesper Boysen. Hendes egen historie fra Sverige blev også en historie i bogen.

Da børnene flyttede fra reden og tiderne ændrede sig i landbrugslivet, så var det tid til at sadle om for Marianne og Jens Juel.

De solgte gården og flyttede for 22 år siden i bofællesskabet på Marmorvej i Rødvig.

Her fik de yderligere 12 år sammen, indtil Marianne blev enke i 2010.

Familien betød meget

Marianne var et foreningsmenneske, men hun var sandelig også et familiemenneske. Her kunne hun boltre sig med et livslangt engagement og kærlighed til den store familie. For hende var det altid vigtigt at følge med i hverdagen for både store og små. Og da hendes egne søskende bor i både Canada, Geneve og Finland, så har hun altid prioriteret at holde tæt kontakt med alle – for det var vigtigt med det nære og det var vigtigt at passe på alle.

Marianne har i hele sit liv holdt sig opdateret og fulgt med i nyheder fra både ind- og udland.

Da Rusland angreb Ukraine i februar i år, kom det til at lægge nogle mørke skygger og megen bekymring hos Marianne. Hun kunne ikke slippe minderne fra sin barndom om russernes invasion af Finland, og der er ingen tvivl om, at dette års krigshandlinger bekymrede hende.

Marianne var en stærk kvinde, der kæmpede for familiers rettigheder og sin families kærlighed.

Æret være hendes minde.

Bisættelsen har fundet sted i stilhed.

Skriv en kommentar