(Last Updated On: 9. december 2021)

Musikanmeldelse: Tommy Ebbesen, Spilledåsen

(Foto: Martin V. Andersen)

Tirsdag aften blev Store Heddinge blæst omkuld, da Spilledåsen afviklede efterårets sidste koncert med Bigbandorkestret Blast – med de to charmerende og velsyngende Blast Sisters i front.

Spilledåsen havde igen i år valgt at afslutte året med bravur og storladen musik, i modsætning til for 1 år siden, hvor undtagelsesvis den blødere julepop var valgt i form af Bryan Rice og dennes udlægning af sange op mod jul.

Desværre kunne Spilledåsen ikke melde om udsolgt til aftenens arrangement, da kun 85 tilhørere havde valgt at bruge tid i selskab med et af Danmarks bedste bigbands. Udviklingen og usikkerheden i samfundet i forbindelse med den nye coronavariant Omikron har måske også gjort folk utrygge ved at forsamles indendørs, hvor nærkontakt kan forekomme, når man som publikum bevæger sig rundt på det lille spillested – så hellere være udendørs eller i større lokaler. Desuden står julen også for døren, som man siger, med den travlhed og hast, som dette indebærer.

Julen knytter jo også folk sammen, og det 12 mands store orkester sad tæt på den lille scene, hvor filmlærredet var rullet op for at give plads til de mange mennesker. Her sad de så skulder ved skulder, klumpet sammen på de få kvadratmeter, og sendte et ”tykt energifyldt” lydbillede ud til det begejstrede publikum.

Bandet ledes stadig af Bjarne Thanning, som gennem 4 årtier har styret dette west coast – soul – funky band, der stadig spiller dansemusik med tilsvarende avancerede korarrangementer. Han styrede de disciplinerede blæsergrupper med sikker hånd, så det fuldendte lydbillede kunne fremkomme.

Imidlertid er dansepladsen på spillestedet jo begrænset, så denne indsprøjtning af høj energi, som de ”blæsende” udladninger medførte, kunne ikke overføres til fysisk aktivitet på dansegulvet, men måtte udføres siddende – fastlåst i sædet. Indtil de 2 sangerinder midt i andet sæt syntes, at musikken skulle udleves stående, så de næste 2 numre som blev ”September” og ”Party Down” var publikum i rytmisk aktivitet foran det opslåede sæde – en forløsning for alle.

Som sagt var i front de 2 blændende sangerinder Sara Broberg og Helle Henning. Den 3. ”sister” Britt Hein var desværre blevet syg, men de 2 resterende klarede at udfylde savnet af medsøsteren i et formidabelt vokalt samarbejde. De gav et energifuldt og uhøjtideligt sceneshow foran det ”tætte” lydbillede, der dannede rammen om det vokale.

Efter instrumental introduktion i begge sæt fik de 2 vokalister rig mulighed for at udfolde sig – både i duet og solo. Deres stemmer passede perfekt til den fyldige medlyd, og vi fik flere kendte numre i funky udgaver, bl.a. Beatles med ”With A Little Help From My Friend”,”Drive My Car”,”We Can Work It Out” samt ”Boogie Wonderland”,” Toxic”,”Unchain My Heart” med flere.
Et par julenumre blev det også til – men det var ikke det, der fyldte. Det var den sprudlende soul-funk musik til stor glæde for det begejstrede publikum.

Skriv en kommentar