(Last Updated On: 21. januar 2019)

Mindeord over Erland Larsen, 65 år, Himlingøjevej, Hårlev

Et stort lys er slukket; torsdag den 17. januar døde Erland af cancer efter et langt og strengt sygdomsforløb.

Erland kunne ikke vinde den sidste hårde kamp – oddsene var desværre for dårlige, modstanderen for stærk og dommeren fløjtede kampen af før tid.

Sporten og foreningslivet har altid betydet utrolig meget for Erland. Fra i sine unge år som håndboldspiller på banen, til i sit voksenliv at indgå uden for banen som aktiv foreningsmand, til glæde for os alle i foreningen. Her begyndte Erland først i St. Tårnby Gymnastikforening STG, så i det senere nyudsprungne STI, St. Tårnby Idrætsforening.

Erlands arbejde i foreningerne har altid været mangfoldigt, fra linjedommer til medvirkende arrangør, blandt andet 1980’ernes store halballer i Hårlevhallen for at rejse penge til foreningsarbejde, til et klubhus i det daværende nystiftede STI , og mange andre gode formål. Erland var også at finde blandt de drivende kræfter bag STI Sommer Kræmmer Marked, julemarked i Hårlevhallen med mere.

Ingen opgave var for lille, ingen for stor, om det var som billetsælger eller elektriker, så blev det ordnet i nuet.

Erlands store engagement i STI afstedkom også flere perioder som formand, og sådan sluttede han.

Erlands bortgang efterlader et stort tomrum, især for hans kone Anni.

Her i vore hjerter vil Du altid være – alle de gode minder kan ingen tage fra os.

Tak for alt, Erland

Ære være Erlands minde
STI/St. Tårnby Idrætsforening
Karlo Andersen og Kim Kaehne

Skriv en kommentar