(Last Updated On: 22. juni 2017)

Bjarne Hendrichsen fra Snurretoppen og filialdirektør i Sparekassen Sjælland, Nicholaj Frimann foran én af de nye højtalere. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Efter en større runde med renovationer, opgraderinger og energiforbedringer både indvendig og udvendig er Snurretoppen nu endelig i mål

Projektet har løbet over det seneste halvandet år, hvor byens kulturhus blandt andet har fået udbyggede toiletfaciliteter, nyt gulv, udskiftning af biografstole. Isolering, ventilation og facade er også blevet opgraderet, og det samme kan siges om det tekniske udstyr og digitaliseringen.

– Vi er rigtig glade for, at vi nu kan byde publikum indenfor i et tidssvarende hus med tidssvarende faciliteter, sagde Snurretoppens formand, Bjarne Hendrichsen, da han fik overrakt en check på 20.000 kroner af Nicholaj Frimann fra Sparekassen Sjællands Køge-afdeling var kørt en tur til Store Heddinge.

De 20.000 kroner fra Sparekassen Sjælland og Fyn Fonden er den sidste af en lang række donationer, som har muliggjort projektet.

Pengene er øremærket til højtalere, som allerede er købt og installeret. De har endda været i brug ved én lejlighed. Det var i maj, da Rasmus Nøhr gav koncert i Spilledåsen – og han var efter sigende vildt begejstret over lyden.
rmh

 

Skriv en kommentar