(Last Updated On: 17. august 2021)

Stevns Bibliotekerne inviterer til en stemningsfuld eftermiddag med fællessang i Rytterskolens have.

Lille Heddinge: Det seneste halvandet år har vilkårene for at mødes og for at synge sammen været hårde på grund af pandemi og restriktioner. I foråret 2020 skulle 75-året for Danmarks befrielse have været markeret ved blandt andet at mødes om fællessangen, som man gjorde ved alsangsstævner i starten af 2. verdenskrig.

Markeringen blev dog noget anderledes, da Covid-19 kom og spændte ben for de mange planer om at samles. Alligevel har musik og særligt fællessangen fyldt meget hos mange det seneste halvandet år. Fællessangen har været med til at bringe os tættere sammen og givet os en følelse af fællesskab og samvær på trods af nedlukninger og afstandskrav.

Sangglæde og højskoleånd

Selvom vi ikke er ude på den anden side, ser hverdagen trods alt lysere ud og derfor kan vi i år fejre 75-året for befrielsen og hylde friheden, demokratiet og ikke mindst fremtiden. Det sker i uge 35 med ALSANG-arrangementer hele landet over.

Derfor inviterer Stevns Bibliotekerne til fællessang i Rytterskolens have, hvor højskolelærer fra Roskilde Festival Højskole, Morten Grimstrup Mangor guider fællesskabet gennem gamle kendinge og nyere sange fra højskolesangbogen.

’ALSANG i Rytterskolens have’ foregår den 31. august, klokken 14.30 – 16.

Gratis billet kan hentes på stevnsbib.dk eller på biblioteket i den betjente åbningstid.

I tilfælde af dårligt vejr rykkes arrangementet til Sognehuset i Lille Heddinge.

Skriv en kommentar