(Last Updated On: 21. september 2021)

Foreningsliv: De frivillige foreninger på Stevns åbner dørene for et bombardement af aktiviteter over to uger når Stevns Kommune og Stevns Frivillighedscenter både markerer Frivillig Fredag og Fællesskabsstafet 2021.

Igen i år står Lena Bach fra frivillighedscentret i spidsen for flagdagen.

Hejs flaget for de frivillige

Fredag 24. september fejres Frivillig Fredag over hele Danmark, og dagen markeres med mange arrangementer rundt omkring i hele landet, hvor frivilligheden fejres og hyldes.

– På Stevns vil vi gerne opfordre alle til igen i år at hejse flaget for alle vores fantastiske frivillige og foreninger på Stevns. Du kan sætte flag i dit vindue, hejse flaget i din have eller flage for de frivillige du møder på din vej. Sidste år deltog rigtig mange over hele Stevns. Og vi håber igen i år, at mange vil være med, lyder opfordringen fra Stevns Frivillighedscenters formand, Johnny Andersen.

Sidste år var det første gang, at traditionen fik fodfæste på Stevns, og der blev flaget til den store guldmedalje og hejst flag i Hovedgaden i Hårlev, i butikkerne i Hårlev og Store Heddinge, i Sydstevnshallen, Hårlev Hallen, Strøby, Stevns Bibliotekerne, Rytterskolen i Ll. Heddinge, samt i flere foreninger og i private vinduer og haver.

Og Frivillighedscenters daglige leder, Lena Bjerrum Bach valfartede rundt på hele Stevns for at sikre, at de frivillige foreningers nye flagdag blev markeret. Det gør hun ikke i år, da der samtidig er nok at gøre i anledning af Stevns Fællesskabsstafet, som finder sted samtidig.

Fællesskabsstafet

For første gang afholdes der Stevns Fællesskabsstafet, som starter Frivillig Fredag den 24. september kl. 15 ved Sundheds- og Frivillighedscentret i Hovedgaden 46 i Hårlev, hvor formand for Social-og Sundhedsudvalget, Henning Urban Dam (S) og formand Johnny Andersen byder velkommen og skyder stafetten i gang.

Der er over 200 foreninger i Stevns Kommune, og mange af dem har planlagt aktiviteter i uge 38 og 39, som en del af Fællesskabsstafetten. Og alle kan deltage i »stafetløbet« ved at møde op og tage del i de aktiviteter, som foreningerne afholder, og f.eks. være med til at transportere stafetten fra fællesskab til fællesskab.

Depechen, som skal ’stafette’ den fra forening til forening, er lavet i 3-D print på Stevnsbibliotekernes Makerspace.

Eksempler på aktiviteter

Der er bl.a. leg og bål hos Hellested Borgerforening med klovnen ”Palliette, som tryller med balloner fredag den 24., og Rødvig G&I har springbane og boldspil ved Sydstevnshallen lørdag formiddag den 25., og samme dag har Rideklubben Strålen forskellige aktiviteter, ligesom der er folkedanserstævne på Nytorv i Store Heddinge kl. 11 samme lørdag.

Søndag den 26. byder Stevns Folklore Museum på kaffe, kage og folkehistorier kl. 11, og LOF Stevns arrangerer hensynstagende svømmegymnastik i Stevnsbadet. Mandag den 27. har Hårlev Krolf Klub åbent hus og kl. 15 samme dag er Store Heddinge Bibliotek og Kræftens Bekæmpelse gået sammen om at sy bæredygtige stofposer.

Tirsdag den 28. kan man tage vandrestøvlerne på sammen med Hjemmeværnet, og onsdag den 29. byder Mænds Mødesteder i Strøby på et spil petanque, før Lungekoret synger ved Sundhedscentret i Hårlev, som også inviterer til forældre-barn gymnastik samme onsdag eftermiddag.

Hele programmet kan ses på stevns.dk og på stevnsfrivillighedscenter.dk
sky

Skriv en kommentar