(Last Updated On: 18. april 2021)

Dorte Færch har hængt sine kunstneriske fotografier op til offentligt skue i Mediehuset på Nytorv i Store Heddinge. (Foto: Erik Nielsen)

Store Heddinge: Dorte Færch er meget aktiv med sit kamera og har et godt blik for, hvad der kan blive til et godt motiv. Hun er aktiv i Stevns Fotoklub og udstiller nu sine fotografier i Mediehuset i Store Heddinge i april og maj måned.

Dorte Færchs fotokunst går mest i retning af at fortolke naturen, som hun ser den. Hun ser et motiv og formår ofte at læse noget andet i det.

Et eksempel på det er hendes billeder fra Rødvig Havn. På beddingen kravler hun ind under bådene, når de skal understryges, og finder rester af maling samt rustpletter. Når lyset falder rigtigt, bliver det til underfundige farvepaletter af sagndyr.

Eller de allerførste stråler fra morgensolen, der rammer stenene i vandkanten på Gran Canaria og spiller i lyset, så fotografen ser delfinerne danse på bølgerne.

En saltspreder på havnen i Rødvig har været inspirationskilde til flere af Dorte Færchs fotografier.

– Når man går helt tæt på, så ændrer motivet sig konstant fra den ene dag til den anden. Og jeg færdes rigtig meget på havnen, hvor jeg går så tæt på tingene som muligt, siger hun til Dagbladet.

Nogle af fotografierne med personer på, har hun fået trykt på lærred, så de på afstand nærmest tager sig ud som naturalistiske malerier. Og fotografier af vandspejlinger giver også en oplevelse ud over det sædvanlige.

Så selvom Dorte Færch fotograferer, så gør hun det med et kunstnerisk udtryk, som gør at beskueren aldrig helt ved, hvad man har med at gøre. Det er grobund for fortolkning, og det er lige netop det, hun gerne vil opnå.
erni

Skriv en kommentar