(Last Updated On: 24. august 2020)

Stevns: Forrige søndag var 60 friske indsamlere ude på en varm tur rundt på Stevns med indsamlingsbøsserne, og det lykkedes dem at indsamle 78.411 kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Dertil skal lægges yderligere 18.054 kroner, som i sidste uge tikkede ind via MobilePay. Således blev det samlede resultat på 96.465 kroner, et resultat, som den lokale indsamlingsleder, Anny Borch Jensen er yderst tilfreds med:

– Så kæmpestor tak til stevnsboerne, og til de 60 indsamlere, som trodsede både varmen og coronatruslen. Enkelte bar mundbind, og alle indsamlerne havde håndsprit med, siger Anny Borch Jensen.

Ida Berg fra Tåstrup var sammen med sine to døtre ude at samle ind til det gode formål. (Privatfoto)

Udskudt fra foråret

Landsindsamlingen for Kræftens Bekæmpelse skulle egentlig have fundet sted allerede i foråret, men blev på grund af corona-epidimien udskudt. Både situationen med corona samt det ændrede tidspunkt for indsamlingen gjorde det vanskeligere at få indsamlere nok.

Søndagens 60 indsamlere var da også væsentlig færre end antallet i 2019, hvor der blev samlet 157.193 kroner ind på 106 ruter.

Hver indsamler kom i gennemsnit hjem med godt 1.600 kroner.

Anita Pedersen var rundt med indsamlingsbøssen i Højerup. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Lille fremgang i Rødvig

Ser man på resultaterne pr. distrikt, er der store forskelle på, hvor meget der er samlet ind, men for alle – på nær Rødvig – gælder, at der er samlet færre penge ind i år sammenlignet med sidste års resultat.

Store Heddinge har i år bidraget med 18.946 kroner mod 26.331,50 kroner sidste år, mens distriktet Rødvig og Lille Heddinge har oplevet en lille fremgang fra 13.585,50 kroner i 2019 til 13.687 kroner i år; ifølge indsamlingslederen inkluderer dette tal som noget nyt sommerhusområdet.

– Fra Magleby kom en indsamler tilbage med en propfuld bøtte, som indeholdt 2.860,50, siger Anny Borch Jensen.

Resultatet for Magleby og Klippinge er en anelse mindre end i 2019, hvor der blev indsamlet 10.295,50 kroner.

Der er også nedgang i indsamlingsbeløbet på ruterne i Højerup og Hærvejen, Holtug og Sigerslev, Hellested, Strøby Egede, Vallø, Himlingøje og Store Tårnby, Hårlev samt Strøby.

I Endeslev og Vråby samt Havnelev, Lyderslev og Frøslev kom der slet ingen indsamlere rundt i år.
rmh

Fakta:

  • På landsplan blev der indsamlet 18 mio. kr. til Kræftens Bekæmpelse
  • 8.500 indsamlere var ude med indsamlingsbøtterne den 16. august.
  • Som noget nyt kørte indsamlingen også som digital indsamling på Facebook. 18.424 personer valgte at donere penge via Facebook-fundraiser.
  • De indsamlede penge er med til at gøre en stor forskel for kræftsagen. For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 62 kr. til forskning i kræft, 19 kr. til patientstøtte, 16 kr. til forebyggelse af kræft og 3 kr. til administration.
  • Sidste år blev der indsamlet 35,3 mio. kr.

Skriv en kommentar