(Last Updated On: 24. september 2020)
Stillitsen er med sit røde ansigt og sorte og hvide hoved, en af de mest farvestrålende danske fugle. Vingerne er sorte med brede gule vingebånd, mens halen er sort med hvide pletter. (Foto: Colourbox)

Sigerslev: To mænd fra Holbæk blev fredag eftermiddag den 18. september kl. 11 sigtet for at overtræde jagtloven, da de ved brug af en gammel mellemøstlig metode fangede 12 små fugle af finkearten stillits i Omyas kridtbrud på Stevns.

Mændene havde smurt en kraftig lim ud på nogle grene, som de satte op i et buskads. Når stillitserne landede på grenene, sad de fast og kunne ikke komme fri.

De to mænd på 27 og 38 år blev afhørt til sagen, som de erkendte, men de var ikke klar over, at det var ulovligt.

Mændene havde stillitserne i bur, og fuglene havde ikke lidt overlast.

Det var en årvågen fuglekigger, som anmeldte den ulovlige fuglejagt til politiet.

Fuglekiggeren vidste, at det var en almindelig måde at fange fugle på i Mellemøsten, og at fuglene blev fanget som delikatesse.

Politiet slap efterfølgende fuglene fri igen, og de var alle flyvende.
De to sigtede kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Skriv en kommentar