(Last Updated On: 6. januar 2022)

Varly og Janne Halvor Jensen bedyrer, at den eneste grund til, at de stopper i Kommunalbestyrelsen nu, er hensynet til familien. De har ikke nogen gode råd til Martin Henriksen og håber, at Inger Støjberg bliver den nye formand for Dansk Folkeparti.

Varly Jensen og Janne Halvor Jensen har fulgtes til kommunalbestyrelsesmøde de seneste otte år. Nu stopper de begge og gør status efter en periode i skarp opposition. (Foto: Henrik Fisker)

Af Henrik Fisker

Strøby Egede: Udsigten fra Varly Jensens stue fejler absolut ikke noget. Han har bygget nyt hus i forreste parket ud mod Køge Bugt og kan fra sin plads ved panoramavinduet se bølgerne slå ind mod kysten, mens hele den københavnske skyline ligger ude i horisonten. Går han ud på terrassen, kan han se solen gå ned over Køge til venstre, mens Køge Sønakke rejser længst til højre.

Et smukt sted at nyde sit otium – i bekvem afstand fra supermarkeder og andre forretninger midt i det Strøby Egede, som hele Varly Jensens voksenliv har været rammen om den foretagsomme mands verden – lige siden han som ung kom til egnen fra det sydlige Falster. Barndommens mål høres fortsat, når han åbner munden.

Otium er netop, hvad Varly Jensen nu ser ind i. Nu som tidligere lokalpolitiker, og om mindre end tre måneder runder han de 80 år. Helbredet har det stadig fint, men han er nået til den konklusion, at det er på tide at stoppe i Kommunalbestyrelsen.

– Jeg skal også tænke lidt på min familie, lyder svaret på det uundgåelige spørgsmål om, hvad der har drevet ham til den beslutning.

Vi går samtidig

Over for ham ved kaffebordet ved vinduet sidder hans datter. Janne Halvor Jensen er kun 47 år, men synes ligesom sin far, at hun skylder familien at stoppe nu.

– Jeg prioriterer mine fire børn, som nu er mellem 12 og 20 år. De har også brug for at se noget mere til deres mor. Og så er jeg jo også skolelærer – det er et arbejde, som jeg er glad for, og gerne vil lægge mange kræfter i, lyder hendes forklaring på, hvorfor hun ikke er partiets naturlige kronprinsesse, der kunne tage over efter sin far.

Vi kommer det ikke nærmere. Det er et bevidst valg, at far og datter valgte at gå samtidig og har ikke noget at gøre med de øvrige begivenheder, som har hjemsøgt deres parti både nationalt og lokalt på Stevns siden det dramatiske nederlag ved folketingsvalget i 2019.

Det var her, at Dansk Folkeparti gik fra 37 til 16 mandater – en nedtur, som er fortsat siden, og som nu har kastet medlemmerne ud i et spektakulært valg mellem foreløbig fire formandskandidater.

Farvel 44 år senere

Varly Jensen har været aktiv i politik i mere end halvdelen af sit lange liv. Med 32 år som folkevalgt er han den afgående kommunalbestyrelses nestor, og læg så hertil, at han var ude i 12 år, inden han gjorde politisk comeback. I alt bliver det til et spænd på samfulde 44 år.

– Jeg havde ikke beskæftiget mig med politik, før jeg stillede op til Vallø Kommunalbestyrelse i 1978. Dengang havde vi en stor kloaksag i Strøby Egede, hvor borgerne gik imod planerne om, at vi skulle tilslutte os Køges net. Det kunne jeg godt se fornuften i, og så stillede vi op for Fremskridtspartiet. Vi kom ind med tre mandater og fik anlagt et rensningsanlæg med otte bassiner på Vindspinderivej. Det var en meget stor anlægsopgave dengang – siden er der kommet yderligere tre bassiner til, og det fungerer rigtigt fint. Det var folk ekstremt glade for, så det var nemt at blive genvalgt fire år senere, siger Varly Jensen.

Han sad som medlem af Vallø Kommunalbestyrelse i 20 år og var i første valgperiode formand for Socialudvalget. Senere blev han formand for Teknisk Udvalg.

– Det var en god tid, hvor tingene var overskuelige, alle kendte hinanden. Der var ingen ventetid på sagsbehandling, og folk var glade borgere. Jeg savner den lille kommune, men udviklingen er gået stærkt, og mange kan ikke følge med, siger han.

En helt anden verden

I 1998 valgte han at tage en pause for at koncentrere sig om sin virksomhed: Vallø Caravan. Imens spillede han med på de indre linjer – nu som medlem af bestyrelsen for partiets lokalafdeling.

I 2010 vendte han tilbage til Kommunalbestyrelsen – nu som repræsentant for Dansk Folkeparti i den nye storkommune: Stevns. I den første valgperiode sad han alene for partiet – fire år senere fik han følgeskab af sin datter.

– Det var en helt anden verden. Følelsen af at være tæt på borgerne er væk, og som politiker kender du ikke mere de ansatte på rådhuset. Lovgivningen er også blevet strammere, og det peger alt sammen i retning af, at man som politiker har meget mindre indflydelse på beslutningerne, siger Varly Jensen.

Børnene som drivkraft

Da Janne Halvor Jensen blev valgt første gang, var det børnepolitikken, der trak i hende.

– Når man selv har fire børn og er skolelærer samt opdraget politisk, så er det børnene, der trækker i én. Jeg fik en ilddåb, da jeg med det samme blev formand for Børneudvalget. Men det var en drøm, der gik i opfyldelse, og jeg har været utroligt glad for de fire år som formand, siger Janne Halvor Jensen.

Hun medgiver, at der var mange kampafstemninger i hendes tid som udvalgsformand – og at hun ikke altid selv var på flertallets side.

– Men det er jo derfor, at vi er i politik: for at kæmpe for vores mærkesager. Det er så vigtigt at sætte sig et politisk mål og ikke bare lade forvaltningen bestemme alt. Embedsværkets fornemmeste opgave er at sikre, at vi holder os inden for lovens rammer – ikke at stille forslag. Det skal de overlade til politikerne, siger hun som forklaring på, hvorfor hun af og til kom på kant med resten af Børneudvalget i sin formandsperiode.

Mange protokolleringer

De sidste fire år har ikke været en dans på roser for de to afgående DF’ere. Listen over de protokolleringer, som Varly Jensen med tilslutning fra sin datter har fået ført til referat på Kommunalbestyrelsens møder, synes næsten uendelig. Spørger man her op falderebet hvorfor, lyder svaret, at det ikke kan være anderledes.

– Det hænger sammen med det, der skete lige før det konstituerende møde i Kommunalbestyrelsen i 2017. Vi havde en underskrevet aftale, hvor vi stod til at få to udvalgsformandsposter. Blot to timer før det konstituerende møde, som jeg selv skulle lede, bliver jeg ringet af op af den kommende borgmester, som fortæller, at hun har revet aftalen i stykker og lavet en ny med to andre partier, siger Varly Jensen.

Siden er udviklingen i kommunen kørt helt skævt, mener de begge.

– Når der ikke er nogen ordentlig økonomisk styring, og det ender med en skattestigning, som ikke var nødvendig, så er det vores pligt at reagere, siger Janne Halvor Jensen.
Varly Jensen tilføjer, at han håber, at den nye kommunalbestyrelse til forskel fra den afgående vil holde sig inden for KL-aftalen med regeringen. Men tilføjer, at han har noteret, at den nye flertalsgruppe vil fastholde den forhøjede skat de næste fire år.

Ingen råd til Martin

Hverken Varly eller Janne Halvor Jensen har i samtalen nævnt Martin Henriksen, der fra nytår overtager DF’s plads i Kommunalbestyrelsen, ved navn. Og de afviser begge, at nogen i partiet skulle have skubbet dem ud, selv om meldingen om deres afgang kom blot få dage før, at Martin Henriksen sidste efterår blev opstillet som ny spidskandidat.

Men partiets nye repræsentant skal ikke vente en strøm af gode råd fra sine forgængere.

– Nej. Det er ikke min opgave. Han bliver nødt til at lære det på den hårde måde, at indflydelse er noget, som man får gennem de borgere i det lokalsamfund, hvor man bor. Det er altså noget helt andet at sidde i en kommunalbestyrelse end at færdes hjemmevant på Christiansborg, siger Varly Jensen, og både han og Janne håber, at Inger Støjberg bliver ny landsformand for Dansk Folkeparti.

Skriv en kommentar