(Last Updated On: 16. november 2020)

Kørte 23 kilometer på 13 minutter ad landeveje

Varpelev: Lørdag aften den 14. november kl. 23.30 bemærkede en patrulje en personbil, som med høj hastighed kørte ad Køgevej mod syd ved Lystrupvej.

Politiet ønskede at foretage en rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Det ønskede føreren til gengæld ikke, og trods politiets anvisninger om at standse, fortsatte bilen med høj hastighed i de næste cirka 13 minutter, hvor bilen tilbagelagde omkring 23 kilometer.

Under den hurtige kørsel overtrådte føreren flere overtrædelser af færdselsloven, heriblandt kørsel frem mod rødt lys, overhalinger over spærreflader og flere hastighedsovertrædelser. Føreren kørte til sidst ind på en markvej ved Varpelev Bygade, hvor bilen blev efterladt, medens føreren stak af til fods.

Flere patruljer, heriblandt en hundepatrulje, ledte efter føreren, men det lykkedes ikke at finde vedkommende.

Bilen var ikke meldt stjålet, og ved nærmere undersøgelse af dens indhold, fandt politiet knap otte gram kokain.

Politiet arbejder nu videre med at få identificeret føreren til sigtelse og afhøring for de konstaterede overtrædelser.

Skriv en kommentar