(Last Updated On: 23. maj 2022)

50 børn og unge fra hele Sjælland indtog lørdag formiddag Nytorv med festlig folkedans.

Se billederne fra opvisningen på Nytorv. (Fotos: Rikke Michael Hansen):

 

Store Heddinge: I farvestrålende folkedragter gik knap 50 børn og unge lørdag formiddag i fælles optog gennem byen fra Store Heddinge Skole med kurs mod Nytorv.

Nogle af deltagerne havde overnattet på skolen, andre var mødt ind lørdag morgen, for endelig – efter to aflysninger i 2021 – var det atter blevet tid til at afholde det Sjællandske Børne- og Ungdomsstævne.

Alle havde de glædet sig til endelig at kunne danse sammen igen og at lave opvisning, for det har ikke været muligt i de sidste to år pga. corona.

Vært var Stevns Folkedansere, og der var deltagelse fra flere sjællandske folkedanserforeninger; både fra Frederiksberg, Herlev, Ølstykke og endda Lolland. Den yngste børnedanser var kun 3½ år, mens de ældste ungdomsdansere netop havde passeret de 18.

Efter dans om majstangen, hvor de ældste af danserne sørgede for den flotte snoning af røde og hvide bånd rundt om majstangen, gav danserne opvisning i hold.

Først på brostenene var hold 1, de yngste dansere, som med stor koncentration og god hjælp fra de voksne dansere optrådte med forskellige sanglege, bl.a. ’Halli Hallo’ og ’Bernhard fra Bogense’. Hold to, med de lidt ældre børnedansere, viste bl.a. en kvadrille og skøjteløberdansen, de ældste fortsatte med bl.a. skotsk pardans og trepartsdansen ’Fandango’ og afslutningsvist dansede alle en kædedans.

Efter opvisningen på Nytorv gik det retur til den store sal på Store Heddinge Skole, hvor der resten af dagen var legestue, sang og konkurrencedans med dommere.

– Så spiser vi aftensmad, bagefter er der dans og så slutter vi stævnet med aftenhygge med kaffe, saft og kage, fortæller Poul Erik Rasmussen fra Stevns Folkedanser, som også kan oplyse, at der søndag den 12. juni vil være folkedans i Højeruplund.

Skriv en kommentar