(Last Updated On: 24. februar 2022)
Så gik der hul på tønden! Fra en tidligere fastelavnsfest i Store Heddinge.
(Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)
Boller vil jeg have: Der er lagt op til et gigantisk fastelavnsbom-bom søndag den 27. februar i den nye Stevnshal.
Der skal slås katten af tønden, kåres kattedronning og kattekonge og så er der uddeling af godteposer.

Gratis for de voksne

Det er Store Heddinge Gymnastikforening, Store Heddinge Boldklub, Sierslev Håndboldklub og Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening som inviterer til fastelavnsfest.
Og for en gangs skyld er det gratis for de voksne, som ledsagere til børn mellem 1-18 år, der til gengæld må slippe 20 kr. per person, men så er der også fri adgang til at svinge køllen.
Fra kl. 10-12 er det de 1-5 årige, der kan hamre på tønden, og fra 12:30-15:30 er der frit slag fra 6-årige og opefter. Og hvis de voksne vil vise deres evner udi kattetøndeslagning, så må de købe en billet og møde op udklædt. Lidt festligt skal det jo være.
Der er selvfølgelig også præmier for den mest kreative udklædning i hele 3 kategorier: Børn, unge og voksne.
Og for at dette ikke er nok, så sælges der fastelavnsboller og drikkevarer.

Et minut i midnat

Men alle herlighederne kræver, at man tilmelder sig senest torsdag den 24. februar kl. 23:59.

Det kan ske på Billetto.dk

Så med dette arrangement støtter man dels op om de nyttige foreninger, dels får mulighed for at se den flotte nye idrætshal, og så får man naturligvis en herlig eftermiddag.

sky

Skriv en kommentar