(Last Updated On: 6. april 2021)

SydkystDanmarks feriepotentiale skal testes

Turisme: Lige nu søger SydkystDanmark efter feriepiloter, der med egne øjne og smagsløg skal ud at opleve det bedste, Sydsjælland og Møn har at byde på.

– Vi vil gerne blive klogere på, hvad vores destination kan byde på, og også lære noget om, hvad vi kan blive bedre til. Hvordan oplever turisterne kvaliteten af vores seværdigheder, serviceniveau og infrastruktur? Vi ved, at vi har nogle stærke superbrands såsom Skovtårnet og Møns Klint, men kan vi også stå distancen som samlet destination, og har vi så højt et kvalitetsniveau på alle vores produkter og service, som vi tror? Det lader vi nu komme an på en prøve, forklarer Mike Olesen, der er marketingchef i SydkystDanmark.

Test af fire forskellige ferier

I alt er er der brug for fire forskellige familier og par, som skal teste og anmelde fire forskellige ferieformer og de steder, som de kommer til at opleve i løbet af en uges ferie.

De fire testfamilier bliver sendt ud på hhv. en uges vandreferie, cykelferie, elcykelferie samt campingferie. De fire ferier har hver især en planlagt rute, hvor feriepiloterne undervejs kommer til at besøge udvalgte destinationer, spise- og overnatningssteder, og desuden er der indlagt masser af pitstop ved nogle af destinationens små lokale perler.

– Testfamilierne bliver også udstyret med et par telefoner med adgang til SydkystDanmarks instagram-profil, de får dagligt et par mindre opgaver, som skal løses undervejs, og hver aften bliver de ringet op og bliver spurgt lidt ind til de oplevelser, de har haft i løbet af dagen, uddyber marketingchefen.

Bæredygtig ferieform

Fælles for alle fire ferier er den bæredygtige transport på hele turen med enten cykel og hjelm, vandrestøvler eller elbil til at komme rundt på Sydsjælland og Møn.

– Vi vil gerne teste, om det er muligt at rejse grønt og bæredygtigt i vores destination. Det er umiddelbart nemt at komme rundt her, der er ikke særlig langt mellem oplevelserne, og vi får flere og flere el-ladestandere overalt. I disse år tænker mange turister over det miljøaftryk, de efterlader, og det her er en klokkeren måde at sætte naturen i spil, ikke på spil, siger Mike Olesen.

Det første hold feriepiloter sendes afsted på vandretur i udgangen af maj måned og to uger senere bliver det campingferien, der skal testes. Dernæst følger ferien på almindelige cykler to uger senere og i sensommeren er det så tid for ferien på elcykel.

Ansøg på feriepiloterne.dk

Rekrutteringen af feriepiloterne er netop gået i gang, og alt fra børnefamilier til pensionister, erfarne som uerfarne udi ferier, opfordres til at sende en ansøgning afsted. Det kan ske via hjemmesiden feriepiloterne.dk, hvor man skal skrive lidt om sin familie, sit ferie-CV med eventuelle tidligere ferieerfaringer mm.

Alle turene er planlagt og indebærer en uges rundrejse på Sydsjælland og Møn med alt betalt inklusiv lommepenge at snolde for.

Når det bliver tid for afholdelse af ferierne, kan alle følge med på Sydkystdanmark.dk og @sydkystdanmark på Instagram, hvor feriepiloterne undervejs anmelder det, de tester.

– Både ris og ros bliver indsamlet, så vi ved nøjagtigt, hvad der skal til for at stå endnu stærkere som turismekollektiv i fremtiden, slutter Mike Olesen.
rmh

Skriv en kommentar