(Last Updated On: 3. marts 2020)

Lørdagsregn og blæst var ingen hindring for de seje børn og voksne i Rødvig. (Foto: Per Meynerd)

Stevns: Den seneste uges tid har der været afviklet adskillige fastelavnsarrangementer rundt omkring på Stevns.

Regnen gav forrige lørdag flere udfordringer for arrangørerne, og Staxen i Hårlev valgte at udskyde deres arrangement til den efterfølgende lørdag, mens Nordahl og Friis Blomster i Store Heddinge rykkede tønder og deltagere i tørvejr i en nærliggende hal. Dagli’Brugsen i Rødvig trodsede det våde vejr, og det lykkedes de seje deltagere at få slået hul på tønderne uden for butiksbygningen.

Søndag inviterede Hansen Café og Bar i Store Heddinge indenfor til tøndeslagning og konkurrencer for både børn og voksne.

Mandag var der masser af glade udklædte børn ved den årlige fastelavnsfejring i Fritidsgården i Hårlev, hvor der blev slået katten af tønden og serveret fastelavnsboller og varm kakako.

Og om tirsdagen gik storbørnsgruppen fra Erikstrup Børnecenter i Store Heddinge en tur til bageren på Nytorv, hvor Heinrichs Bageri har sørget for tøndeslagning, karameller og naturligvis hjemmebagte fastelavnsboller til alle.

Rundt omkring på skoler, daginstitutioner samt i kirkerne har der ugen igennem været udklædte børn, fastelavnstønder fulde af lækkerier og kåring af kattekonger og -dronninger.
rmh

 

Heinrich’s Bageri fik tirsdag formiddag besøg af festligt udklædte børnehavebørn fra Erikstrup Børnecenter. (Foto: Anders Grann)

 

 

 

 

 

 

Blandt de store børn i Fritidsgården vandt Lukas for den bedste udklædning, Maja blev kattekonge, og Kristian kattedronning. (Foto: Johanne Visby)

Skriv en kommentar