(Last Updated On: 14. november 2019)

Fra venstre er det Jesper Ærø, Jacob Panton-Kristiansen og Jonatan Jerichow, der alle var med ved prisoverrækkelsen i Hollywood. (Privatfoto)

Stevns/Hollywood: Dokumentarfilmen ’The Dead Soldier’ vandt mandag i sidste prisen for bedste dokumentar på Arpa International Film Festival i Hollywood, USA.

’Den døde soldat’ fortæller stevnsboen Jacob Panton-Kristiansens dramatiske historie om, hvordan krig kan forandre alt, og hvor hårdt og svært det er at vende tilbage til et nyt liv.

I Afghanistan bliver kampvognskommandør Jacob Panton-Kristiansen ramt af en granat, skudt fem gange af en snigskytte og dør på operationsbordet.

Mirakuløst bliver han genoplivet og overlever med nød og næppe. Hjemme venter en hård kamp for Jacob og hans familie.

Jacob er så hårdt såret, at han ikke kan vende tilbage til kammeraterne i forsvaret. Han mister sin identitet og i frustration over, hvor dårligt systemet tager hånd om sårede soldater, finder han langsomt en ny mening med livet. Hans nye livsprojekt bliver at hjælpe andre sårede veteraner tilbage til en tålelig tilværelse.

Dokumentaren blev i marts måned vist på TV2, og i mandags blev den så belønnet med en filmpris.

– I det felt vi var oppe imod, tænkte jeg, at vi ikke havde en chance. Men vi vandt, siger en smilende Jacob Panton-Kristiansen, da han på sin Facebookprofil viser prisen frem på en video.

Skriv en kommentar