(Last Updated On: 8. december 2020)

Lige nu kan man se udstillingen i Borgerservice på Rådhuset i Store Heddinge. (Pressefoto)

Hårlev: Trods corona holder foreningslivet sig stadig aktivt i Stevns. Ældresagen deler deres gymnastikhold op i hold på 10 personer. Scleroseforeningen laver bankospil på Facebook. Og mange foreninger tænker kreativt for at fortsætte deres aktiviteter i denne specielle tid.

– Så vi vil derfor gerne, i Stevns Frivillighedscenter, slå et ekstra slag for, at vi alle har en særlig mulighed for at finde både fællesskab og glæde midt i denne mørke tid, siger stedets daglige leder, Lena Bjerrum Bach.

Til inspiration kan man derfor nu se Frivillighedscentrets vandreudstilling med 10 frivilligportrætter lavet sammen med Stevns Fotoklub.

Udstillingen hænger hos Borgerservice på Rådhuset i Store Heddinge.

– Her kan man møde ti stevnsborgere, som har engageret sig i frivilligheden og vores foreninger. De fortæller alle om, hvad fællesskabet giver dem af glæde, og hvordan det giver mening for dem.

Så går du med triste tanker, så kom og lad dig inspirere, opfordrer Lena Bjerrum Bach og fortsætter:

– Måske får du øje på, hvad du kunne have lyst til at engagere dig i. Måske får udstillingen dig til at stille dig selv nogle spørgsmål, som du ikke har tænkt på. Vi ved, at det er med til at styrke vores mentale sundhed, når vi er aktive, sammen med andre og at gør noget, som er meningsfuldt for os. Så kom og lad dig inspirere.

Man er også altid velkommen til at ringe til Stevns Frivillighedscenter på telefon 61131274.

– Så tager vi en snak og finder sammen frem til, hvad du har lyst til og hvilke muligheder der er, slutter den daglige leder af Stevns Frivillighedscenter.

Udstillingen er gratis og åben, som følger:

  • Mandag: kl. 10.00-15.00
  • Tirsdag: kl. 10.00-15.00
  • Onsdag: Lukket
  • Torsdag: kl. 10.00-17.00
  • Fredag: kl. 10.00-12.30
  • Lørdag: kl. 10.00-13.00 – dog ikke den 26. dec. 2020 og 2. jan. 2021

Skriv en kommentar