(Last Updated On: 1. marts 2022)

Store Heddinge: Efter næsten to års nedlukning og restriktioner er Stevns Amatør Scene nu i fuld gang igen.

Derfor er der nu åbent for tilmeldingen til ’Fire raske dage’, som er sommerteater for børn fire dage i uge 27, i dagene den 4. til 7. juli.

Det foregår på Store Heddinge Skole i salen og på scenen og sluttes af med en lille forestilling om torsdagen den 7. juli kl. 14.00.

– Vi gentager i år forestillingen fra 2008 og 2018 ’Cirkus Monthe’ og føjer ’2022’ til. Mona Gregers Nielsen har skrevet stykket og John Pedersen har lavet musikken, mens Magnus og Christian vil stå for afviklingen sammen med flere hjælpere, fortæller Lene W. Overgaard fra Stevns Amatør Scene.

Man skal dels kunne komme alle fire dage og så skal man gå i 1., 2., 3., 4. eller 5. klasse for at være med for første gang, og det koster et medlemskab af Amatørscenen; et medlemskab koster 75 kroner.

Interesserede kan kontakte Christian via mail: christian-fromme@jubii.dk.

Oh Happy Day og juleteater

I øjeblikket er de voksne i Stevns Amatør Scene i fuld gang med forberedelserne til forestillingen ’Oh Happy Day’, en musical af Kirsten Aastrup fra 2019.

Den spilles på Snurretoppens scene tirsdag den 29. marts og onsdag, den 30. marts, begge dage kl. 19.00.

Og i august begynder prøverne på årets julestykke, men mere om det emne følger senere på året.

Skriv en kommentar