(Last Updated On: 4. november 2021)
Jeg mener, at en god infrastruktur er et vigtigt vækstgrundlag for en kommune. Mobilitet og rækkevidde kan betyde meget for den enkelte borgers muligheder. Hvis vi sikrer en god kollektiv trafik, ved siden af kommunens mange andre værdier, kan vi gøre det særligt fordelagtigt for borgere at bo på Stevns. Derfor bør Stevns kommune sætte nye krav til de busser, der fragter borgere på tværs af kommunen.
Det er ikke let at komme rundt i en landlig kommune som Stevns, da hverken busruterne eller antallet af busafgange nødvendigvis gør busser til et alternativ for mange af de borgere, der bor uden for landsbyerne. Afstanden til og fra busstoppesteder gør det sværere at bo på landet, og kan betyde større afhængighed af biler for at komme rundt i kommunen. Det er bare ikke muligt for alle at bruge eller have en bil. For nogle borgere kræver det at have mere end en bil, men det er både dyrt og kan have negative konsekvenser for klimaet.
Mit forslag er derfor, at busserne på Stevns skal kunne medtage cykler.
Hvis det var muligt for busser at kunne rumme to eller flere cykler, kunne det betyde en verden til forskel for borgere, der har en afstand til det nærmeste busstoppested. Man ville ikke længere være afhængig af hvor busserne stopper, hvis man kunne cykle til og fra busstoppestedet. Borgere ville hermed, rent fysisk, kunne nå længere, og det ville måske endda gøre det attraktivt for turister at komme rundt til vores attraktioner uden at være i bil.
Johannes Frimodt-Møller
Radikale Venstre Stevns

Skriv en kommentar