(Last Updated On: 5. november 2019)

Nu er det tid for influenza og vaccination

Sundhed: Danske Lægers Vaccinations Service tilbyder fra 1. november gratis influenzavaccination for borgere over 65 år samt førtidspensionister, kronisk syge og gravide i 2. og 3. trimester.

Millioner vaccineres

Det er Danmarks største vaccinationsselskab, som hvert år afholder mere end 1.000 „åbent hus” arrangementer fordelt over hele landet.

Åbent hus skal forstås bogstaveligt, og det er åbent for alle, og man skal ikke tilmelde sig på forhånd.

Når man bliver vaccineret i Danmark, herunder også hos Danske Lægers Vaccinations Service, bliver vaccinationen indberettet til det Danske Vaccinations Register, hvilket gør det muligt for ens egen læge at se hos hvem og hvornår man er blevet vaccineret.

Er det gratis?

Sundhedsstyrelsen anbefaler ældre og personer med visse kroniske sygdomme at blive influenzavaccineret.

Derfor tilbydes disse grupper gratis influenzavaccination: Alle over 65 år, alle førtidspensionister, personer med diabetes, kroniske lungesygdomme, hjerte- og kar sygdomme.

Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, med svær overvægt (BMI over 40), med kronisk lever- og nyresvigt, med påvirket respiration grundet nedsat muskelkraft, og gravide i 2. og 3. trimester.

Er man ikke omfattet af gruppen af personer som kan få vaccinen gratis, er det muligt at betale på dagen. Det koster kr. 200 og der kan betales med kontanter eller med MobilePay.

Også vaccination på Stevns

Andelen af ældre på 65 år eller derover, der bliver vaccineret mod influenza, er steget i Stevns Kommune.

På tre år er andelen af personer på 65 år eller derover, som lader sig vaccinere i kommunen gået fra 35 pct. i sæsonen 2015/2016 til 41 pct. i 2018/2019, viser tal fra Statens Serum Institut.

– Det er rigtigt godt at se, at flere ældre i Stevns Kommune får vaccinationen, og at vi generelt ser en stigning i vaccinationstilslutningen landet over, men vi skal arbejde på at stadig flere tager imod tilbuddet, siger Miriam Colstrup Sommer, læge i Sundhedsstyrelsen.

sky

Her kan man få influenza-vaccination på Stevns

Det er muligt at få vaccination på bl.a. disse lokaliteter fra 6. -12. november 2019

Onsdag 6. nov. 2019 kl. 9-11:30
Plejehjemmet Egehaven
Egehaven 2, Strøby Egede,

Onsdag 6. nov. 2019 kl. 9-10
Kulturhuset Leopold
Bredgade 22 i Karise

Onsdag 6. nov. 2019 kl. 13-14:30
Mødestedet, Bredgade 1 i Hårlev

Onsdag 6. nov. 2019 kl. 13:45-15:15
Mødestedet Snurretoppen
Algade 32 i Store Heddinge

Tirsdag 12. nov. 2019 kl. 9:30-11:30
Matas, Nytorv 1 i Store Heddinge

 

Skriv en kommentar