(Last Updated On: 31. juli 2020)

Musik: Cellisten Jacob Shaw har nyligt offentliggjort, at han vil arrangere en række mindre cellokoncerter i de stevnske landsbyer.

(Pressefoto)

Landsbykoncerter kalder han dem, og ønsket er dels at støtte lokale initiativer med koncerter på Stevns, dels er koncerterne en tak fra Jacob og hans kæreste Karen, som begge har oplevet god støtte og en varm modtagelse fra de lokale i Lund og det omkringliggende samfund på Stevns.

Første koncert i Lund Havn

Den første landsbykoncert bliver afholdt på Lund Havn torsdag den 13. august fra kl. 19.30 med The Ardeal Project og Live Strings.

Om Live Strings oplyser Jacob Shaw, at det er en gruppe vidunderlige klassiske musikere, der samarbejder bredt med kunstnere som Eminem, Lukas Graham og Bent Fabricius Bjerre og derfor også breder sig ud i bl.a. pop, rock og folk. I samarbejdet med The Ardeal Project, der blander ny klassisk musik og nordiske klange skrevet af Kornerup, kan man opleve et spændende og varieret program i Lund Havn.

Støtter havneprojekt

Der er under koncerten mulighed for at nyde smagsprøver fra lokale producenter fra Stevns, og 100 procent af billetsalget går til arbejdet med at renovere Lund Havn.

Billetter fås for en donation til havnen på 100 kroner. Billetterne kan købes i døren men også reserveres i begrænset antal på office@scandinaviancelloschool.com.

Landsbykoncerten afholdes udendørs på havnen, men i tilfælde af dårligt vejr rykkes koncerten ind i Lund forsamlingshus, hvor der er et maksimalt antal på 50 gæster.

Koncerten, der afholdes i samarbejde mellem de fire foreninger: Lund Havn, Lund Bylaug, Lund Forsamlingshus og Lund Lystbådeforening, er sponsoreret af Scandinavian Cello School, DMF, Gramex og Koda.
rmh

Skriv en kommentar