(Last Updated On: 18. september 2019)

Festivalens sceneforedrag trak fulde huse. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Stevns første litteraturfestival var en ubetinget succes.

Programmet var varieret, konceptet var i top, opstillingen af borde, stole, blomster og flagallé var perfekt til mindste detalje, og de lokale forfattere var tilfredse.

Stevnsboere besøgte i hundredvis Store Heddinge Bibliotek, som var rammen om ordtræffet.

Hygge og professionalisme

Biblioteksleder May-Britt Diechmann er i gang med at evaluere på Stevns Litteratur Festival, som løb af stablen lørdag den 7. september.

Hun vil hellere bruge tid på at rose sine kolleger for både initiativet og for den professionelle afvikling, end på et ja eller nej til om festivalen er kommet for at blive.

– Jeg har fået mange opfordringer til at gentage succesen, fortæller May-Britt Diechmann og tilføjer:

– Vi skal nok lige sunde os, men forfatterne var glade og overvældende tilfredse. „Vi vil gerne være med igen”, sagde de til os, lyder det fra bibliotekslederen.

Forfattere tilfredse

Bibliotekets ansatte har talt opbakningen til festivalen til over 600 deltagere.

Festivalens omdrejningspunkt var de forfattere og illustratorer som bor på Stevns, og tidligere DR-journalist Thomas Ubbesen siger:

– Det var et prisværdigt arrangement, som jeg var meget glad for at deltage i. Alt fungerede, meget professionelt arrangement, hyggelige mennesker, en rigtig god dag. Jeg var også positivt overrasket over, hvor stor publikums-interessen var. Godt at tale med læsere, en sjælden lejlighed til det, lyder det fra Thomas Ubbesen, som har bosat sig i Lund.

Også Harry Potter-illustratoren Per O. Jørgensen har tomlen op:

– Generelt var jeg fint tilfreds. Jeg havde stort set besøgende ved min stand det meste af tiden, så det var rigtig fint, siger han.

Gentages succesen?

I de senere år har besøgstallet været stigende på de stevnske biblioteker, hvilket ikke mindst skyldes de mange tilbud om aktiviteter og foredrag.

Men ifølge bibliotekslederen var litteraturfestivalen noget særligt.

– Jeg talte med rigtigt mange, og der var en som sagde „Jeg er ikke kommet på bibliotekets i 20 år, men nu kommer jeg igen”, siger May-Britt Diechmann.

– Jeg tror, at det er den lokale forankring af forfattere, som har tiltrukket de mange stevnsboere. Men jeg tør ikke på nuværende tidspunkt garantere at vi laver en ny festival. Men den store opbakning har da givet blod på tanden, smiler May-Britt Diechmann.
sky

Skriv en kommentar