(Last Updated On: 27. april 2015)

Politiskilt-SPOTHÅRLEV: Søndag eftermiddag modtog politiet anmeldelser fra fire forskellige husejere i Hårlev, som havde haft indbrud i deres hjem.
På Egevej er et køkkenvindue blevet brudt op, hvorefter gerningsmændene er kommet indenfor i huset. Her er alle skabe og skuffer blevet gennemrodet. Forurettede havde ved anmeldelsestidspunktet ikke overblik over, hvad der eventuelt er stjålet fra adressen. Indbruddet er sket på et tidspunkt mellem fredag den 24. april klokken 17 og søndag den 26. april klokken 11.30.
Et andet hus på Egevej har ligeledes været udsat for indbrud. Også her er et vindue blevet brudt op, og der har været færden i hele huset – adskillige skabe og skuffer er ved indbruddet blevet åbnet. Der er stjålet 1.500 kroner i kontanter samt receptpligtig medicin. Her er indbruddet sket på et tidspunkt mellem torsdag den 23. april klokken 11 og søndag den 26. april klokken 12.
Der har endvidere været indbrud i et rækkehus på Nordmarken. Det er sket på et tidspunkt mellem lørdag den 25. april klokken 12 og søndag den 26. april klokken 15.30. Et vestvendt stuevindue er brudt op, og der har efterfølgende været færden i hele huset, hvor alt er blevet gennemrodet. Her er der stjålet smykker fra adressen.
Endelig har der på Venøvej været et lignende indbrud. Her er det ruden i en vestvendt terassedør, der er blevet aflistet. Igen er alt blevet gennemrodet af gerningsmændene, og der er stjålet smykker og kontanter. Indbruddet er foregået på et tidspunkt mellem lørdag den 25. april klokken 12 og søndag den 26. april klokken 15.30.

Skriv en kommentar