(Last Updated On: 21. juli 2016)

Hvert år udgiver VisitDenmark en top 300-liste over de meste besøgte turistattraktioner i Danmark. Sidste år oplevede såvel Koldkrigsmuseum Stevns som Stevns Museum fremgang i antallet af besøgende

Koldkrigsmuseum Stevnsfort(Foto: Østsjællands Museum)

STEVNS: De to turistattraktioner Koldkrigsmuseum Stevnsfort og Stevns Museum placerer sig begge på top 300-listen over mest besøgte turistattraktioner i Danmark i 2015. Sidste år lagde 36.238 besøgende vejen forbi Stevnsfort, mens 13.583 besøgte museet i Højerup. Det er en fremgang i forhold til 2014 på henholdsvis 3,2 procent for Koldkrigsmuseum Stevns og hele 71,3 procent for Stevns Museum. De to attraktioner indtager henholdsvis pladserne 128 og 240 på listen.

Den flotte fremgang for museet i Højerup skyldes formentlig flere forhold: Udnævnelsen af Stevns Klint til Unesco Verdensarv i sommeren 2014, fra januar 2015 har der været gratis entre til museet, hvis de besøgende kunne fremvise en parkeringsbillet til Højeruplund og endelig er besøgstallet relativt lavt og var i 2014 på 7.930 besøgende.

Tivoli fastholder igen i 2015 titlen som Danmarks mest besøgte attraktion. I løbet af året kunne forlystelsesparken byde 4.733.000 børn og voksne velkommen.

På andenpladsen ligger Dyrehavsbakken med 2.700.000 gæster. Med 1.700.000 besøgende er Legoland på plads nummer tre.
rmh

Attraktioner i Sydkystdanmark – Visit Sydsjælland Møn – som placerer sig på top 300-listen over mest besøgte turistattraktioner i Danmark i 2015 (tallet i parentes viser stigningen i procent fra 2014 til 2015):

  • 19. BonBon-Land – 383.000 (+3,5)
  • 55. Gavnø Slot – 110.000 (+8,9)
  • 58. Danmarks Borgcenter Vordingborg – 107.483 (+3,2)
  • 69. Liselund Gl. Slot – 83.062 (+72,2)
  • 82. Geocenter Møns Klint – 64.820 (+3,2)
  • 128. Koldkrigsmuseum Stevnsfort – 36.238 (+3,2)
  • 157. Danmarks Samlermuseum, Stege – 25.198 (+1,6)
  • 240. Stevns Museum – 13.583 (+71,3)
  • 252. Geomuseum Faxe – 12.624 (+3,6)

Kilde: VisitDenmarks Attraktionsliste 2015 – Top 300

 

Skriv en kommentar