(Last Updated On: 29. oktober 2018)

En ny båd, en coastal single sculler, blev desuden døbt af Jan Olsen. Båden fik navnet VIPPE. (Privatfoto)

Rødvig: Sæsonen med roning på vandet er slut, og det blev lørdag den 20. oktober markeret med standerstrygning ved klubhuset i Rødvig Roklub.

Klubbens medlemmer kunne glæde sig over en sæson med fremgang for klubben.

– Der er kommet nye både og træningsredskaber til klubben, samt en udvidelse af klubbens bådhusfaciliteter. Alt sammen erhvervet med støtte fra fonde, firmaer og private. En stor tak til dem, fortæller roklubbens formand, Tommy Knudsen, som også kan berette om stor fremgang både med motionsroning og konkurrenceroning.

Guld- og sølvåre

For første gang i klubbens historie bliver der i år uddelt en guldåre – for mindst 1.000 km. roet – til Patrick Klestrup samt en sølvåre – for mindst 750 km. roet – til Frederikke Munch.

– Med det seneste resultat ved en langdistancekaproning i Københavns Havn – det blev til en tredjeplads og dermed bronze – hvor Patrick Klestrup deltog på en kombineret ungdomsotter med roere fra Sorø, Roskilde og Lyngby, er det i alt blevet til 60 medaljegivende placeringer i denne sæson. Heraf var de 27 førstepladser, oplyser Tommy Knudsen.

Ingen vinterpause

Selvom standeren nu er taget ned for i år, er det ikke ensbetydende med, at Rødvig Roklub går i dvale. Der er stadig forskellig former for træning mandag, onsdag, torsdag og søndag i eller udenfor klubhuset.

Desuden har klubben i samarbejde med Sejlklubben Rødvig Stevns to timers træning og boldspil i Sydstevnshallen.

Skriv en kommentar