(Last Updated On: 31. maj 2019)

Der bliver friluftsgudstjeneste rundt om Pyramiden i Boesdal Kalkbrud anden pinsedag den 10. juni.
(Foto: Klaus Slavensky)

Boesdal: Traditionen tro afholder kirkerne i Tryggevælde Provsti en stor friluftsgudstjeneste 2. Pinsedag.

Det sker igen i år i Boesdal Kalkbrud.

Langt fælles nadverbord

Mandag den 10. juni kl. 11 sker der et lille mirakel i Boesdal, fortæller sognepræst Janni Persson.

– Det gamle kalkbrud forvandles til et stort kirkeskib med klinten som altertæppe og lyden af én stor samstemmende menneskemængde i stedet for det vante orgelbrus, fortæller hun.

Det er dog ikke Janni Persson som prædiker, det er kollegaen Kirsten Kjær Ohms fra Faxe.

Desuden medvirker en række præster fra hele provstiet i gudstjenestens forskellige led og ved nadveren. Ifølge Janni Persson er der opstillet en lang fælles nadverbord.

Salmer og rytmisk musik

I år er det Nikolaj Skaaning, der er ansvarlig for musikken.

Han er organist ved Hårlev og Varpelev kirker, men ved pinsegudstjenesten spiller han klaver og har taget sin trio med, bestående af Bjarne Christensen på bas og Jimmi Koldenborg på trommer.

Flere af indslagene vil af samme grund få et rytmisk præg. Trioen spiller en rytmisk salme som præludium og undervejs jazz-klassikeren „Hymn to freedom” af Oscar Peterson. Desuden akkompagnerer trioen salmerne og koret.

Et sammensat kor

Der medvirker også et ungdoms- og voksenkor under ledelse af Jesper Lorck.

Dette kor består af korister fra Hårlev og Varpelev kirkekor, Lille Heddinge koret, Nordstevns pastorats pigekor, RoKoGo-koret (Hylleholt / Roholte), Ung koralklang (Faxe) og St. Heddinge kantori.

Der er således lagt op til pinselyd med både klassiske pinsesalmer, jazz og korsang.

Skattejagt for børn

Som noget nyt vil Anders Damkjer, sognepræst i Haslev og Freerslev sogne stå for en skattejagt for børn under gudstjenesten.

I Det Nye Testamente har Helligånden skikkelse af en due, og for at udtrykke det meget bogstaveligt vil børnene slippe en gruppe hvide duer løs ud over kalkbruddet.

Pinsegudstjenesten i Boesdal Kalkbrud har karakter af en folkefest.

Indsamling til nødhjælp

Det sociale værested Café Stevnen fra Store Heddinge opsætter boder, hvor man kan købe sandwich, kaffe og kage.

Overskuddet går til deres sociale arbejde.

Årets indsamling i Boesdal Kalkbrud går til nødhjælp til de syriske kristne og andre udsatte gennem Dansk Europamission.

sky

 

Skriv en kommentar