(Last Updated On: 11. august 2022)

Bag præstegården i Strøby er opsat tre planchestandere med Martin A. Hansens tanker om samfund, pædagogik og historie afvekslende med hans tegninger og malerier fra egnen. Tavlerne præsenteres ved fødselsdagsfesten. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby: Landsforeningen Martin A. Hansen inviterer til fødselsdagsfejring af den landskendte stevnsbo og forfatter.

Arrangementet finder sted på dagen, lørdag den 20. august i præstegårdsladen ved Strøby Kirke, hvilket er et oplagt sted at fejre forfatteren, for glæden over og tilknytningen til Stevns, og især Tryggevælde Å, mærkes tydeligt i flere af hans værker.

– Interessen for Martin A. Hansens forfatterskab er stigende i disse år. Og landsbestyrelsen er nu i gang med et større udgivelsesarbejde for at udbrede forfatterskabet. I landsbestyrelsen møder vi således også en stor interesse og opbakning fra lokalbefolkningen på Stevns og dermed den egn, som var en afgørende inspiration for Martin A. Hansen, fortæller landsforeningens fungerende formand, Henning Nørhøj.

Martin A. Hansen (1909-55) blev født den 20. august som husmandssøn i Strøby. I løbet af sin opvækst boede han flere forskellige steder på Stevns.

Det mest kendte af hans værker er romanen ‘Løgneren’, som i dag er blandt de absolut største klassikere i dansk litteratur, udgav han i 1950.

Præsentation af nye tavler

Landsforeningen Martin A. Hansen etablerede i 2014 en digterrute på Stevns med seks rutepunkter begyndende i Solgårdsparken i Strøby Egede, hvorfra digteruten fortsætter ved Strøby præstegård, Enghaven ved Tryggevældeåen for så at gå videre til Holtug kirke og Ranestedet i Varpelev.

Alle rutepunkterne er markeret med tavler, hvor man kan læse uddrag af de dele af forfatterskabet, som relaterer til stedet.

Senest er der bag præstegården i Strøby opsat tre planchestandere med Martin A. Hansens tanker om samfund, pædagogik og historie afvekslende med hans tegninger og malerier fra egnen. Disse tavler præsenteres ved fødselsdagsfesten den 20. august.

Tilmelding er nødvendig og skal ske til Mette Lise Rössing, som er Martin A. Hansen datter. Tilmelding senest en uge før på adressen Slagelse Landevej, 4242 Boeslunde eller mail: roessing@mail.dk.

Det koster 120 kroner at deltage, og prisen inkluderer kaffe, kage mv.
rmh

Program for fejring af Martin A. Hansens fødselsdag

Lørdag den 20. august i Strøby Præstegårdslade

  • Kl. 13.00: Velkomst i Kirkeladen, Strøby. Sang, smørrebrød. Foredrag v. oversætter Kim Lembek om Jón Kalman Stefánssons forfatterskab.
  • Kl. 14.30: Præsentation af de nye planchestandere på Martin A. Hansen Pladsen ved Kirkeladen. Jørgen Jørgensen fortæller om planchernes indhold: Martin A. Hansens ”Tanker til tiden”, som gengivelserne af forfatterens tegninger og malerier. Det vil her være muligt at købe boghæftet ”Tanker til tiden”, forfattet af Jørgen Jørgensen.
  • Kl. 15.15: Bænkepladsen v. Spangen ved Tryggevældeåen. Vin og kransekage. Henning Nørhøj læser nogle tekster af Martin A. Hansen med kommentarer.
  • Kl. 16.30: I Kirkeladen. Uddeling af Martin A. Hansen-Prisen.
  • Kl. ca. 17.30: Afslutning.

Skriv en kommentar