(Last Updated On: 8. juni 2021)

I Stevns kommune har vi det rimeligt nemt med affald. Haveaffald bliver afhentet, både fra os der kan selv fjerne det, og de relativt få, der ikke kan, og derfor har brug for hjælp. Vi har containerpladser, hvor vi kan køre til, døgnet rundt, og aflevere alt hvad tænkes kan. Vi skal blot sortere det, og aflevere det i rette containere. En kæmpe hjælp. Alligevel bliver meget smidt de forkerte steder. Plastikposer ryger ud med de sammenrevne blade. Nævner man det over for synderen, bliver denne ofte som regel fornærmet.

Går man ud i naturen, flyder det med affald. Dåser, plastposer, flasker, affald ved siden af affaldsspandene. Og så disse irriterende små sorte plastposer, med hundelorte der smides snart overalt. Der på visse rastepladser kun overgås af deres menneskevenner, der sidder og skider inde i kratbevoksningen, og efterlader de mest mærkelige ting, der efterfølgende bliver brugt til at tørre efter med, lige fra plastposer til mundbind.

I vores hjem skal vi sortere affaldet. Ikke det store arbejde, tværtimod. Og nemt er det. Det skal det også være for skraldemanden, der kommer og tømmer spandene. En stor respekt og tak til dem. Flinke og hjælpsomme er de. Også selv om spandene nogle gange er lidt overfyldte. Nok mest plastikspanden med plastik. Det kan vi ikke være bekendt, ville en kendt dame nok have sagt, om den sag. Selv kan vi gøre noget ved det. For eksempel burde vi undlade at købe al den mad, der er i plastposer, der ligger inden i andre plastposer, der transporteres hjem i plastbæreposer.

Eller vi kunne gøre os den ulejlighed, indtil plastkværnen kommer på markedet, at have en kraftig saks i køkkenet. Og så lige klippe emballagen i små stykker. Hvor for eksempel den fra vindruer fylder, eller fra diverse plastikbeholdere, vi alligevel har i hånden, når den skal skylles og rengøres. Inden udsmid. Den første sortering af affald, er den vigtigste, det må være vores alles opgave og ansvar.

Med venlig hilsen
Bjarne Hilmersson
Strandmældevej 2
Strøby Egede

Skriv en kommentar