(Last Updated On: 1. november 2017)

I de fine stormagasiner i London, Paris og New York er det altid en informationsskranke, der tager mod kunderne. Sådan er det også hos Meny i Store Heddinge. Og her er det en ganske særlig medarbejder som tager imod

Hvem modtager kunderne i Meny? Det gør Minna Beyerholm. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Det er Minna Beyerholm, og hun fejrer rundt. Men da ingen kan se det, så iler Stevnsbladet med hjælp: Hun fylder 70 år den 8. november.

Fra hårbørste til legetøj

Det kunne ikke læses i krystalkuglen, at Minna, som hun kaldes i folkemunde, skulle blive Menys ansigt udadtil.

Hun startede på en frisøruddannelse tilbage i 1960’erne, da man så småt forlod det touperede hår og satte Carmen Curlers i parykken. Men så blev det børne-mor tid, og saksen blev lagt på hylden. Men Minna er ikke typen, der sidder fast i en sofa, så hun fik arbejde hos Schilder, der blandt andet lavede uniformer til statens etater, f.eks. postvæsen, togpersonale m.fl. Der har været mange hundrede embedsfolk, der har kunnet takke Minna for knivskarpe pressefolder. Virksomheden kunne takke for kontrollen af de varer, som blev solgt, for det var Minna, der tjekkede om alt var i orden. Det er en egenskab, som efterfølgende arbejdspladser kan tale med om.

Manden Palle åbnede en legetøjsforretning i Store Heddinge, og da Schilder lukkede hjalp Minna til i “Nyt Legeland”, indtil Palle begyndte som buschauffør i Køge, hvorefter hun blev butiksbestyrer.

»Hun er en guldklump«

Minna slap legetøjet, men ikke dem, som legede med det. 19 år blev det til i Druelund Børnecenter, før hun startede i Meny for 15 år siden.

Hun efterfulgte faktisk sit barnebarn, og siden har ægtemanden Palle også fået en fod inden for, idet han kører varer ud til pensionister.

Kiosken er Minnas domæne. Her kan hun altid træffes, undtagen torsdag. Også på dage med lange åbningstider.

– Der er altid noget at lave, og ellers kan jeg bare tage en støvklud, siger hun, der mener, at “man skal da arbejde.”

– Hun er en guldklump, siger købmand Morten Pedersen, og giver følgende skudsmål:

– God kundepleje. Bruger meget af sin fritid i firmaet. Der er ingen, der kan pakke gavekurve ind som Minna. Jeg håber ikke hun går på pension, lyder chefens ros og anerkendelse.

Respekterer kunderne

Minna Beyerholm har ikke aktuelle planer om at skifte jobbet ud med kaffeslabberas med veninderne. Hun nyder at holde øje med om det tynder ud i cigaretter, drikkevarer, brød og blomster og bestille nye varer.

– Men du må ikke skrive, at det kun er mig. Jeg kan jo ikke klare det uden mine kolleger, understreger hun.

Men kollegerne kender Minnas værd. Hun ved hvad stamkunderne skal have, og ofte kommer folk og siger: “Jeg skal have nogle cigaretter til den og den, men jeg kan ikke huske hvilke”, og så ved Minna det.

– Kunderne skal føle besøget afslappende, forklarer hun, som de seneste år også er blevet postmedarbejder, da nethandelen er stigende og PostNords indsats det modsatte.

Menys “førstedame” er også kendt for de små gode bemærkninger, som da hun en dag sagde:

“Jeg tager mig lige en time på øjet”, og en kollega spøgefuldt sagde: “Må jeg gå med?”, “Nej”, lød svaret, “Jeg skal sove”.

Meget søvn står der ikke i planlægningskalenderen. Købmanden kan derfor glæde sig til, at Minna skubber pensionisttilværelsen foran sig, og heller ingen stor rund fødselsdag vil fjerne opmærksomheden fra det daglige arbejde.

Der skal sælges tips og lotto, brød, “rigtigt brød”, og blomster. Men mon ikke hun på næste onsdag får nogle af blomsterne selv?
sky

 

Skriv en kommentar