(Last Updated On: 18. januar 2022)

Foredrag af Lotte Kaa på Strøby Egede Bibliotek

Forfatter Lotte Kaa kommer til Strøby Egede Bibliotek den 2. februar og fortæller om sit arbejde med bogen om seismologen Inge Lehmann. (Pressefoto)

Kultur: Der er i de seneste år kommet fokus på stærke kvinder og rollemodeller i den danske medieverden.

Både forlag, nyhedsmedier og museer har fortalt om markante kvindeskikkelser fra Margrete I via sygeplejerskerne på Jutlandia til Eva Tins fortælling om Marie Hammer.

Kvindelig seismolog

Onsdag den 2. februar er det Lotte Kaa, som kommer til Stevns for at fortælle om sin nye roman ”Den inderste kerne” og berette om hovedpersonen Inge Lehmann.

Inge Lehmann, der er matematiker og seismolog, regnes i udlandet for at være blandt verdens dygtigste videnskabskvinder. Men i Danmark er der ikke mange, der kender hendes navn eller ved hvilken opdagelse hun står bag, for Inge Lehmann mødte megen modstand i det danske naturvidenskabelige miljø.

Inge Lehmanns liv er et studie i modige valg og nervøse sammenbrud, stor følsomhed og stor begavelse, rejser, fejder, uforløst kærlighed og en stædighed på størrelse med universet.

Baggrund for bibliografier

Hele denne spektakulære historie kan man få at vide i Lotte Kaa Andersens foredrag, der gennem en årrække har arbejdet som skribent og tekstforfatter, og ved siden af sit arbejde som selvstændig freelancer skriver romaner, bl.a. af bogen ’Den inderste kerne – en roman om Inge Lehmann’.

Lotte Kaa Andersen fortæller således om sit arbejde med at finde ind i en historisk persons sind og tanker, for hvordan danner man sig et billede af et andet menneskes relationer og kompleksitet via arkiver, breve og dagbøger? Romanen bygger på research, hvor Lotte bl.a. har talt med Inge Lehmanns familie og fået adgang til private breve, personlige papirer og en dagbog, som ingen kendte til, før den blev hentet ned fra et loft i Klampenborg for to år siden.

Gratis billetter

Det sker i Fælleshuset onsdag den 2. februar ved Strøby Egede Bibliotek, og man kan få gratis billetter på www.stevnsbib.dk/arrangementer

Man kan også hente billet i de tre biblioteker på Stevns (Hårlev, Store Heddinge og Strøby Egede) i den betjente åbningstid.

Afholdelsen af arrangementet tilpasses til myndighedernes corona-udmeldinger.
sky

Skriv en kommentar