(Last Updated On: 23. november 2020)

Modtager af Stevnsprisen 2020 er Kurt Jacobsen, der får prisen for sig mangeårige engagement i fritids- og kulturlivet i Stevns.

Årets vinder af Stevnsprisen er Kurt Jacobsen. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Stevns: Som regel er det formanden for Folkeoplysningsydvalget i Stevns Kommune, der overrækker årets Stevnsprisen til den eller de borgere, som fortjener en særlig anerkendelse for indsatsen i det frivillige arbejde. Men i år må det blive anderledes, for fredag i sidste uge blev det afsløret, at prisen i år går til netop formanden for Folkeoplysningsudvalget gennem snart syv år, Kurt Jacobsen.

Beslutningen blev truffet torsdag aften, da Folkeoplysningsudvalget holdt møde. Kurt Jacobsen blev sendt uden for døren som inhabil, da resten af udvalget besluttede, hvem der skulle modtage prisen i år blandt de i alt 11 indstillede kandidater.

Udvalget har i sin beslutning lagt vægt på følgende:

’Kurt Jacobsen modtager Stevnsprisen 2020 for hans mangeårige engagement i fritids-og kulturlivet på Stevns. Kurt favner bredt med sit virke, hvilket er til gavn for mange foreninger og borgere – han yder bl.a. en frivillige indsats som aktiv formand i Stevns Tværfaglige Efterløns og Seniorklub, bestyrelsespost i Museumsforeningen Østsjælland, AOF, frivillig fyrpasser på Stevns Fyrcenter og frivillig i Snurretoppen, herudover er Kurt formand for Folkeoplysningsudvalget. Kurt er en omgængelig og arbejdsom ildsjæl med et engagement og stor viden indenfor det stevnske foreningsliv’.

Tre indstillinger

Der var tre indstillinger af Kurt Jacobsen.

Dels Stevns Tværfaglige Efterløns- og Seniorklub som i sin motivation anbefaler, at prisen gives til den aktive formand gennem de seneste 13 år:

’Han er gået forrest med at arrangere hyggeeftermiddage, foredrag, bankospil, udflugter og rejser og hele tiden lagt vægt på, at det skal være til en pris, hvor alle kan deltage, ligesom alle skal føle sig godt tilpas i klubben. Kurt tager et stort socialt ansvar og er altid på de svages side, og meget opmærksom på, at alle behandles retfærdigt. Kurts hjerte brænder for det frivillige arbejde, og han møder altid op, hvor der er behov og altid med godt humør, en stor viden og bibringer en god energi’, hedder det bl.a. i indstillingen fra klubbens næstformand Anny Borch Jensen, Ole Olsen, Alice Nielsen, Else-Marie Nielsen, Merete Jensen og Ejvind Larsen.

Dels fra Kulturloftets formand Hans Jørgen Lund Jensen, som blandt meget andet fremhæver Kurt Jacobsen mangeårige indsats som formand for Mødestedet Snurretoppen:

’I Snurretoppen gik han som formand forrest med hensyn til modernisering af biografen og brugte rigtig meget tid med dette arbejde. Efter sin formandstid er han fortsat med i arbejdsgruppen, har biografvagter og er bilagskontrollant. Kurt Jacobsen er prototypen på en borger, som med en omskrivning af J.F.Kennedys citat altid vil virke efter mottoet: »Spørg ikke, hvad din kommune kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din kommune«’.

Kulturloftets formand beskriver desuden Kurt Jacobsen som ’en ægte frivillighedsarbejder, som gerne bruger sin fritid på ting som kan hjælpe og glæde andre’.

Den tredje indstilling er skrevet af Hanne Olsen, som også fremhæver Kurt Jacobsens indsats i Snurretoppen:

’Kurt har været med til for over 30 år siden at starte biografen op og har med stort engagement og sine utrolige evner som håndværker været en ubetalelig hjælp med alt i alle årene. Ud over at være arbejdsgruppemedlem har han også overkommet at været formand for Snurretoppen i over 15 år og har i den periode været den førende drivkraft, da Det Røde Palæ blev gjort i stand og ligeledes været formanden, der altid gik foran med arbejdsindsats ved den sidste store renovering med bl.a. nye toiletter, gulv og nye stole’, skriver Hanne Olsen bl.a.

Kurt Jacobsen har desuden haft bestyrelsespost i Museumsforeningen Østsjælland og i AOF og så er han frivillig fyrpasser på Stevns Fyrcenter. Han er endvidere tidligere formand for Socialdemokratiet i den gamle Stevns Kommune, og var i sit arbejdsliv på Carlsberg tillidsmand i mange år.

Stevnsprisen overrækkes torsdag 10. december. Det sker ved et mindre arrangement på rådhuset, kun for inviterede, da coronarestriktionerne højst tillader 10 personer forsamlet.
rmh

Skriv en kommentar