Flertallet af landets kommuner har investeret flere penge per elev i folkeskolen i indeværende valgperiode, men alligevel udebliver de faglige resultater. Det kunnr man læse i Jyllandsposten tirsdag i sidste uge. Det er et kæmpe paradoks og giver stof til eftertanke.
I Stevns kommune er udgiften ifølge Danmarks Statistik steget fra 63.752 kr. årligt i 2017 til 71.612 pr elev i 2020; en stigning på 12,3%. Det faglige resultat, målt på karaktergennemsnit, viser derimod, at to ud af kommunens tre folkeskoler præsterer under den karakter, ”som kan forventes med afsæt i elevernes socioøkonomiske baggrund” (TV2, 12. august 2020).
Mest bekymrende er det dog, at kun 63,2% af afgangseleverne fra den skole, der alene præsterer over forventning, er startet på en ungdomsuddannelse 3 mdr. efter afgangseksamen – ekstreme 35 procentpoint under kommunens højdespringer på 98,8% og 25 procentpoint under næstnederste placering.
SF kalder på samskabte løsninger, hvor lærere og elever tages med på råd – simpel pengeindsprøjtning er tydeligvis ikke vejen frem. Vi skal øge kompetencedækningen og interessen for ungdomsuddannelse.
En ny analyse fra Skolemonitor viser, at 4 ud af 10 læreruddannede slet ikke arbejder i folkeskolen, så potentialet eksisterer! Jeg foreslår, at vi giver friheden tilbage til lærerne for at tiltrække flere uddannede lærere til vores kommune.
Julie Hoff Sørensen
Kommunalvalgskandidat for SF