(Last Updated On: 7. april 2022)
Af Henrik Fisker
(Fotos: Jens Wollesen)
Udvidelse: Med økonomisk støtte fra to fonde åbner Stevns Folkloremuseum torsdag sin anden sæson med mere plads og en række omrokeringer. Missionen er fortsat at fortælle de stevnske folkesagn.

Folkeminder og kulturarv

Elverkongen lever og har det godt. Han er sidst set på Stevns Folkloremuseum, der torsdag slår dørene op til en ny sæson med myter og sagn fra lokalområdet. Men indretningen af mindestuerne er anderledes og større end sidste år, hvor alt endnu var nyt og uprøvet.
Den mest synlige ændring er, at indgangen på Algade er flyttet nogle få meter. Når man går ind ad den nye dør, træder man ind i en nyindrettet reception, hvor man samtidig får en kort introduktion til, hvorfor det i det hele taget er ulejligheden og entréen værd at beskæftige sig med begrebet: folklore.
Et opslag på væggen beskriver i få sætninger, hvordan folkeminderne – forstået som den fortælling, der til alle tider har været mellem folk i et bestemt område – er væsentlig for den lokale eller nationale identitet. Det er den kulturarv, som binder os sammen – og derfor er den vigtigt at holde fast i.
Og så er det måske lidt tankevækkende, at i en tid, hvor den stevnske kulturarv i form af det lokale museum i Højerup flyttede vestpå til det gamle rådhus i Faxe, var der en tilflytter fra Rusland, som kom til Stevns med sin familie og oprettede et museum for den lokale folklore i sit hus midt i Store Heddinge.

Dobbelt fondsstøtte

Aleksandra Olsen er i dag formand for foreningen bag Stevns Folkloremuseum, og hun er glad for at kunne åbne en ny sæson, hvor museet har fået mere plads og økonomisk støtte til at realisere planerne om en udvidelse.
– Vi fik 155.000 kroner fra Nordea Fonden, og oven i denne bevilling har Udvikling Stevns bevilget 150.000 kroner fra LAG-midlerne. Det er vi meget taknemmelige for, siger Aleksandra Olsen til avisens udsendte, der er inviteret på rundvisning i lokalerne.
I velkomstområdet kan vi på et senere tidspunkt se frem til at læse fortællingen om bygningen, som for omkring 100 år siden rummede byens største bageri, hvor bagermester Hansen regerede.

Kæmpen Stævn

Fra receptionen føres vi ind i et helt nyt lokale, hvor der fortælles folkesagn med fokus på Stevns. Her møder vi kæmpen Stævn i fire forskellige versionen: lensmanden, sørøveren, høvdingen og skipperen. Hvem han egentlig var, fortoner sig lidt, for der findes forskellige folkesagn om ham. De fortælles af Morten Hyldquist Moberg.
– Antallet af sagn er begrænset, men det er karakteristisk, at mange af dem findes i adskillige versioner, forklarer Aleksandra Olsen.
Sagnene fra Stevns fortælles også på videofilm, hvor Ulla Christensen – pensioneret lærer fra Hellested Skole – og skuespiller Lene Vestergård lægger stemmer til.
Stevns-kortet i form af et panorama i træ udført af Sejer Folke – som sidste år lå på et bord – er nu kommet op at hænge på væggen. Seks nøgler indikerer, at der på udvalgte adresser gemmer sig spændende historier i landskabet.
Et tårn betrukket med stof indeholder seks følekasser, hvor børn og voksne kan række hånden ind og gætte på, hvad det er for rekvisitter, som de rører ved. I det gamle udstillingslokale fra sidste år, kan man sidde ved et bord og male, klippe og klistre folkesagnene og lade fantasien løbe.

Elverkongen ved Klinten

Herfra kan man også betragte Pil Tesdorpfs flotte vægmaleri, hvor Elverkongen står og betragter elverpigerne, der dansende lokker ungersvendene i fordærv – men de unge mænd ved ikke, at de skønne jomfruer er hule i ryggen, fordi de er hjerteløse.
Pointen er måske, at Elverkongen er rykket ud til Stevns Klint – noget øst for Elverhøj, der som bekendt ligger syd for Hellested. Måske antydes det her, at han i virkeligheden er den samme som Klintekongen, der som bekendt bor i sin hule nær den gamle kirke i Højerup?
Stevns Folkloremuseum, Algade 41, Store Heddinge åbner sæsonen torsdag 31. marts. Herefter åbent mandag, torsdag og søndag kl. 11-15 samt efter aftale. Entré: 50 kroner (voksne) og 20 kroner (børn).

Skriv en kommentar