(Last Updated On: 27. oktober 2018)

Tre fonde støtter besøgscentret med samlet 80 mio. kroner. Stevns Kommune investerer samtidig 10 mio. kroner i udviklingen af området. Besøgscentret forventes at stå klar til indvielse ultimo 2021

Mikkel Lundemann Rasmussen – udvalgsformand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme, Anette Mortensen – borgmester og Tove Damholt – direktør for Verdensarv Stevns havde inviteret til pressemøde for at fortælle om den gode nyhed. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Boesdal: – Jeg er simpelthen så glad. Det er en fantastisk nyhed, at jeg i dag med stolthed kan fortælle, at vi har fået 80 millioner kroner til at bygge et besøgscenter i Boesdal Kalkbrud for, indledte borgmester Anette Mortensen (V) et pressemøde, afholdt på borgmesterkontoret torsdag eftermiddag.

På mødet var desuden direktør for Verdensarv Stevns, Tove Damholt og udvalgsformand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme, Mikkel Lundemann Rasmussen (K), som også havde store smil på læben.

50 + 15 + 15 = 80 mio. kr.

Samme formiddag, klokken lidt over ti, modtog Stevns Kommune den længe ventede nyhed om, at tre fonde i alt vil støtte selve besøgscenterbygningen og formidlingen indeni.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden) støtter med 50 mio. kr., Aage og Johanne Louis-Hansens Fond giver 15 mio. kr. og Augustinus Fonden ligeledes 15. mio. kr. I alt 80 mio. kroner til at udvikle et besøgscenter i Boesdal Kalkbrud.

Derudover bidrager kommunen med 10 mio. kroner til udvikling af området, herunder kloakering, parkering mm.

Indgangsportal til Stevns

– Et besøgscenter vil få stor betydning for Stevns Kommune. Det er mere end bare et besøgscenter, det bliver en indgangsportal til Stevns og vil være med til at løfte perlerne på snoren, sagde borgmesteren.

En enig Mikkel Lundemann Rasmussen fremhævede desuden den afsmittende effekt, som et besøgscenter vil få på erhvervslivet, herunder detailhandlen, overnatningsstederne og restauranterne.

– Med en forventning om 43.000 besøgende årligt sætter det nye krav til vores turismestrategi. Jeg har en forventning om, at med et besøgscenter vil flere gerne blive her længere og overnatte. Det skal vi være klar til, sagde udvalgsformanden.

Værd at vente på

Det var i 2014, at Stevns Klint blev optaget som UNESCO Verdensarv.

Siden har Stevns Kommune arbejdet målrettet på at få fondsmidler til formidlingen af verdensarven.

Det har været en lang proces, men det er ifølge Tove Damholt normalt, når man arbejder med fonde:

– Det er optimistisk at tro, at det går hurtigt, for det tager tid at arbejde med fonde, men der har hele vejen været en positiv dialog, forsikrede direktøren for Verdensarv Stevns.

– Ja, som politikere er vi nok lidt utålmodige. Det har været en lang proces, men det har været værd at vente på, konstaterede borgmesteren.

Alle tre roste de kommunens folk for et ihærdigt og grundigt arbejde med fondene.

Åbning i 2021

Fondsstøtten gør det muligt at iværksætte den første del af det store projekt: At bygge et besøgscenter samt at indrette det med formidling.

En erhvervsdrivende byggefond er etableret, og har som formand Per Røner, kommunaldirektør i Stevns Kommune, Tove Damholt samt Niels Christian Friis, Pernille Illum og Thomas Møller Kristensen, som alle tre er fra A. P. Møller Fonden.

Næste skridt bliver en arkitektkonkurrence, som forventes at køre i slutningen af 2018.

Hernæst skal opgaven i udbud, hvorefter byggeriet går i gang.

Stevns Kommune forventer at kunne invitere til åbningsfest af besøgscentret i Boesdal Kalkbrud i slutningen af 2021.

Stram men realistisk tidsplan

For tre år siden fik Stevns Kommune dispensation til – som ét ud af 10 steder i landet – at bygge inden for kystbeskyttelseslinjen i en tidsbegrænset periode på fem år, hvilket betyder, at første spadestik skal ske senest i oktober 2020. Inden da skal der afholdes arkitektkonkurrence, hvorefter opgaven sendes i udbud.

Med kun to år til deadline for første spadestik er tidsplanen stram, men borgmesteren mener, at den er realistisk og godt kan nås.

Besøgscenteret i Boesdal er for øvrigt det første af de 10 forsøgsprojekter, som har opnået støtte til at blive opført.
rmh

Læs også:

Flere fondsmidler søges til udenomsarealer og Højeruplund

 Og om besøgscentrets forventede størrelse, adgang, parkering, fredning mm.

Skriv en kommentar